Donation af Hans Lynge malerier
Grønlands Nationalgalleri for Kunst sikret et væld af værker fra en af landets mest anerkendte og markante kunstnere gennem tiden.
Inge Lynge, gift med Grønlands store og nu afdøde kunstmaler Hans Lynge, havde en glædelig overraskelse med, da bestyrelsen for Grønlands Nationalgalleri for Kunst ved en reception i København præsenterede vinderen af arkitektkonkurrencen – arkitektfirmaet Big – der skal bygge Grønlands nye nationale kunstmuseum.
- Jeg vil gerne sige tillykke med det flotte resultat. Nationalgalleriet vil uden tvivl kunne skabe meget smukke rammer, som bestyrelsens formand Josef Motzfeldt sagde i sin tale. Men rammerne skal også udfyldes med den berigende kunst, som Grønland er så rig på. Derfor vil jeg gerne skænke samtlige mine værker af Hans Lynge til Nationalgalleriet. Det drejer sig om 20-25 oliemalerier, fire-fem skulpturer, bogillustrationer, skitser og anden form for kunst. I øvrigt har de ikke været helt nemme at samle sammen. Da jeg mødte Hans, ejede han ikke nogen af sine egne værker. Han mente, at han altid kunne male noget nyt, sagde Inge Lynge i sin tale på Den Nordatlantiske Brygge i København, hvor forslagene fra de forskellige arkitektfirmaer i konkurrencen blev præsenteret.
Fonden bag Nationalgalleriet skal den kommende tid mødes med Big for at lægge en køreplan for det videre forløb. Først og fremmest at få skik på finansieringen af museets driftsomkostninger, herunder udgifter til de 15 medarbejdere. En udgift, som ventes at kunne holdes på under 10 millioner kroner årligt. Dernæst skal man i gang med den afgørende fondssøgning til byggeriet, som kommer til at koste mellem 120 og 160 millioner kroner.