Puisi-sag: Alle blev frifundet

Torsdag middag blev der sat punktum i den såkaldte Puisi-sag. Stort nederlag til Grønlands Selvstyre og Puisi-konkursboet

I den stuvende fulde Grønlands Landsret i Nuuk var blandt andre Ole Hansen, Lars-Emil Johansen og Jess G. Berthelsen mødt op. Foto: Benny Kokholm

I dobbeltsagen blev alle anklagepunkter afvist af landsdommer Søren Søndergaard Hansen, som helt undtagelsesvist havde givet pressen tilladelse til at optage både lyd og billeder under domsafsigelsen.

I den ene sag havde Grønlands Selvstyre stævnet 12 personer for at have påført det daværende hjemmestyre et tab på 11,6 millioner kroner ved at sløre, hvor meget kapital selskabet faktisk havde behov for.

I den anden sag, som var rejst af Puisi-konkursboet, slap daværende bestyrelsesformand Lars-Emil Johansen, daværende direktør Hans Peder Barlach Christensen og selskabets revisor Ole Hansen med skrækken. Her var søgsmålet på 10,9 millioner kroner.

I den stuvende fulde Grønlands Landsret i Nuuk var nogle af de anklagede som Lars-Emil Johansen, Ole Hansen og Jess G. Berthelsen mødt op.

Det tog landsdommer Søndergaard Hansen cirka 12 minutter at læse domsafsigelsen op foran cirka 40 tilhørere og et massivt presseopbud. Selve sagen blev oprullet over 20 retsdage i november og december 2010.

Grønlands Selvstyre har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt selvstyret vil anke dommen.

Derfor blev de frifundet

Hovedbegrundelsen for frifindelserne er, at medlemmerne af det daværende landsstyre var informeret om, at virksomhedens budgetter var mangelfulde, da de traf beslutningen om at give en garanti på 12 millioner kroner. Det økonomiske tab har derfor været en kalkuleret risiko fra landsstyrets side.

Dette står i modsætning til landsstyrets første påstand om, at bestyrelsen har fortiet selskabets endnu større likviditetsbehov.

Den daværende landsstyreformand udtrykte på et møde den 25. januar 2000 glæde over, at bestyrelsen ikke tidligere havde forsøgt at stoppe driften af Puisi A/S. Det skyldtes, at der var stor arbejdsløshed i Sydgrønland, hvor virksomheden var etableret. Da Lars-Emil Johansen på samme møde oplyste, at bestyrelsen for Puisi A/S ikke havde godkendt budgetterne, var landsstyreformanden stadig positiv.

Frifindelsen bygger også på, at de enkelte bestyrelsesmedlemmer i Puisi A/S enten valgte at forlade deres poster eller gjorde en indsats for at få styr på økonomien i den konkurstruede virksomhed, da de blev bekendte med de mangelfulde regnskaber.

Dermed har selvstyret ikke kunne bevise sin anden påstand om, at bestyrelsesmedlemmerne groft har tilsidesat deres pligter.

Daværende direktør i Puisi A/S Hans-Peder Barlach Christensen blev i dommen kritiseret for mangelfuld administration, men blev dog også frifundet i begge punkter. Det skyldtes, at sagsøgeren ikke kunne bevise, at der ikke havde været en kontrakt forud for, at der blev overført penge til Kina. Hans-Peder Barlach Christensen påstod, at han havde efterladt en mappe med kontrakter. Konkursboet påstod, at de ikke havde fundet en sådan mappe.

Powered by Labrador CMS