Arni Gunnarson: – Vi "stjæler" ikke fra Air Greenland, men tilbyder et andet produkt. Foto: Steen Ulrik

Air Iceland vil gøre Island til knudepunkt

Det islandske luftfartsselskab har indgået en storkundeaftale med Nalakkersuisut, der gør det økonomisk fordelagtigt for det grønlandske selvstyre at flyve med Air Iceland

Den aftale, som Air Iceland har underskrevet i november ned Nalakkersuisut om grønlandske politikere og embedsmænds brug af det islandske luftfartsselskab, er identisk med de aftaler, der er indgået med islandske firmaer. Jo større kunde, jo større rabat.

”Aftalen med det grønlandske selvstyre ligger i en naturlig forlængelse af vores beflyvning af Grønland. I de seneste fem år er vi vokset stille og roligt. I denne vinter er vi begyndt på vores helårsbeflyvning af Nuuk, og det går rigtig godt,” siger administrerende direktør Árni Gunnarsson, Air Iceland.

Han vil ikke udelukke, at aftalen med Naalakkersuisut kan betyde, at Air Iceland vil øge frekvensen på flyvninger mellem Nuuk og Reykjavik i den kommende sæson.

”Vores mål er at gøre Island til et trafikknudepunkt, så det vil være naturligt at rejse fra Nuuk via Reykjavik og Keflavik til Grønland i stedet for via Kangerlussuaq til København, specielt hvis man skal videre ud i verden,” siger den islandske direktør.

Han betragter ikke aftalen med Naalakkersuisut som en direkte konkurrent til Air Greenland, nærmere som en udvidelse af markedet.

”Vi ”stjæler” ikke fra Air Greenland, men tilbyder et andet produkt. Hvis politikere og embedsmænd skal til København, er det mest naturlige at flyve med Air Greenland. Hvis derimod turen går til USA giver det mening at flyve med Air Iceland til Reykjavik og videre med Icelandair, siger Árni Gunnarsson.

Emner

Læs her: Vejledning, regler og betingelser for kommentarer

(c) 2012 All Rights Reserved