Avataq: Alcoa medfinansierer slyngel-stater

Miljøorganisationen beskylder Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked for at skjule aluminiumfirmaets arbejde i lovløse lande.

Alcoa involverer sig gerne i lande med diktatoriske regimer for at få adgang til bauxit, fremfører Avataq.

Luften er tyk af gensidige beskyldninger om vildledning og påstande af tvivlsom karakter, når Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer, Ove Karl Berthelsen og miljøorganisationen Avateq anført af Mikkel Myrup diskuterer aluminiumsfirmaet Alcoa.

For tre dage siden klandrede Ove Karl Berthelsen miljøorganisationen for at fremføre al, al for megen udokumenteret information. Nu svarer Avateq igen. Det sker i en meddelelse med links til kilder, der ifølge Avataq viser, hvorfor Alcoa er et firma med en slet moral, og et firma, som Grønland bør holde sig langt væk fra.

Bl.a. hæfter Avataq sig ved, at Alcoa ikke går af vejen for samarbejde med lande, hvis retsvæsen er skrøbeligt hvis ikke-eksisterende blot for at få adgang til forekomster af bauxit. Alcoa arbejder således i det kommunistiske diktatur Vietnam samt i Guinea i Vestafrika. Indtægterne fra aluminiumsindustrien herfra finansierer regimet, der bl.a. ifølge menneskerettighedsorganisationer er kendt for tilfældige nedskydninger og massevoldtægter udført af militæret.

- Dette er bare nogle få eksempler på hvad vi ikke får at vide i den information der udarbejdes af Departementet for Erhverv og Arbejdsmarked og Greenland Development A/S. Tværtimod benægter de denne viden. Hvorfor?, spørger Avataqs Mikkel Myrup.

Han betegner selvstyrets knap fire år lange informationsindsats om aluminiumsindustrien som en misvisende reklamekampagne.

- Det ser desværre sådan ud. Kan vi som samfund overhovedet udvise nogen tillid overfor et selskab som Alcoa, samtidigt med at vi ser hvordan det opfører sig i resten af verden? Avataq efterlyser en reel debat om Alcoa, deri er vi fuldstændigt enige med Naalakkersuisoq Ove Karl Berthelsen, mener Mikkel Myrup.

Se Avataqs klagepunkter og kildehenvisninger i vedlagte pdf-fil.

DOWNLOAD: Avataqs pressemeddelselse på dansk

DOWNLOAD: Avatap tusagassiutinut nalunaarutaa kalaallisooq

Powered by Labrador CMS