Sermitsiaq mener: Bæredygtigt fiskeri

- Det er yderst vigtigt, at fiskeriets parter melder klart ud om hvad deres fælles forståelse for et bæredygtigt fiskeri er. De internationale krav om bæredygtigt fiskeri bliver skrappere og skrappere, og det er yderst vigtigt, at vi tilpasser os kravene og ikke mindst lever op til dem. Disse krav omfatter også tilpasning af fartøjstyper. Hvis vi ikke gør det, vil vi sakke gevaldigt bagud, og det kan ingen være tjent med, understreger Medlem af Naalakkersuisut for Fiskeri, Fangst og Landbrug Ane Hansen, der er i fuld gang med at udarbejde langsigtede forvaltningsplaner for alle kommercielle fiskearter i Grønland.

Kilde: Departementet for Fiskeri, fangst og landsbrug.

Vi er helt enig med Ane Hansen om, at vi er nødt til at sikre et bæredygtigt fiskeri. Men hvor mange år har vi sagt det?

Hvornår får vi de bæredygtige forvaltningsplaner?

Med de mange fiskearter der er, bør der kunne sikres erhvervsfiskerne rimelige erhvervsmæssige forhold.

Men det kræver en aktiv indsats fra myndighederne, som skal fastlægge rammerne for fiskeriet.

At Siumut i Inatsisartut tordner mod Naalakkersuisut og siger, at miljøorganisationerne ikke skal bestemme kvoterne i Grønland, viser desværre kun partiets fortsatte inkompetence på fiskeriområdet.

Det handler om, at hvis vi ikke sikrer et bæredygtigt og miljørigtigt fiskeri, er vi i løbet af få år udelukket fra at sælge fisk til de store supermarkeder i Europa. Så har Canada vundet det marked, og overladt os andre til at sælge fisk på markeder, hvor man er ligeglad med miljøgodkendelser og bæredygtighed, og den slags markeder bliver der færre og færre af.

Baggrunden er, at forbrugerne kræver bæredygtighed.

Så vi er tvunget til at følge med, hvis vi altså fortsat vil eksportere fisk og markedsføre os med, at fiskeriet er vores hovederhverv.

Men hvad gør Ane Hansen for, at sikre at vi kan få bæredygtighedsmærket MSC på vore fiskeprodukter. I de fleste andre lande, vi konkurrerer med, er det samfundet., som hjælper erhvervet med dette. Men her i landet overlader man det til det private initiativ. Fiskeridepartementet snork sover.

Det er MSC mærkningen, som supermarkedskæderne i Europa kræver. Så det er uhyre vigtigt at få denne på plads, hvis vi altså fortsat skal have grønlandske fiskeprodukter på bordet i Europa.

Det formoder vi at både fiskerne og Siumut er interesseret i.

Men tilbage til landsstyrets forpligtelser.

Landsstyret skal sikre at rammerne for fiskeriet er i orden. Men det har været et problem i mange år, som den nye IA-koalition har arvet fra de tidligere Siumut-koalitioner. Og indtil videre har den nye koalition skuffet.

Der er intet nyt. Det er stadig hovsaløsninger og tilfældighedsprincipper, der styrer fiskeriet. Også her i IA-tiden. Men hvis problemerne ikke ligger hos politikerne, som vi troede i Siumut tiden, må vi spørge om, der er noget galt i embedsværket? – Det vil vi faktisk gerne have undersøgt, fordi vi taler om landets vigtigste erhverv, hvor lovgivningen gentagne gange er blevet udsat, og hvor tilfældighederne har hersket og fortsat hersker. Der skal gøres noget!

Når vi skal have en ordentlig forvaltningsplan kræver det ikke kun, at biologerne får ordentlige vilkår, men også at der stilles større krav til dem. Vi skal have mere viden om fiskeriet.

Biologerne kan med fordel i højere grad deltage i det aktive fiskeri og måle på det, frem for udelukkende at sejle med sit eget skib og måle på egen trawling.

Vi kunne måske få flere oplysninger for færre udgifter på den måde.

Landsstyret bør være langt mere åben for forsøgsfiskeri i ukendt farvand.

Vi oplever på østkysten, at mens islændingene fanger masser af torsk på sin side af midterlinien, må Grønland ikke fange noget på sin side. Den biologiske rådgivning konstaterer nemlig, at vi ikke kender nok til fiskeriet. Og islændingene er med i rådgivningen og med til at sige at grønlænderne ikke må fiske. Det ser ud til, at islændingene har en interessekonflikt her.

Her mener vi ikke, at landsstyremedlemmet varetager grønlandske fiskeri-økonomiske interesser videre heldigt.

Der bør med det samme etableres et forsøgsfiskeri i dette område, og de penge samfundet kan tjene på dette torskefiskeri, kan bruges til at få den nødvendige forvaltningsplan på plads – eller på at sikre de kystnære fiskere nye og bedre fartøjer.