Sermitsiaq mener: Bygdernes fremtid

Det er på tide, at vi får en langsigtet bygdepolitik. I dag foregår debatten på et niveau som ikke er holdbar. Enten er man for bygderne eller også er man imod. Men så enkelt er det ikke!

Med den nye bygderapport, som Kuupik præsenterede tirsdag, og med anbefalingerne fra Økonomisk Råd, som blev præsenteret onsdag, er der ingen vej udenom.

Det er slut med romantikken og nostalgien om bygdelivet. Og som i så mange andre samfund må man sige farvel til det gamle samfunds- og produktionsmønster og se fremad, se på hvad vi har råd til og vurdere holdbarheden i den førte finanspolitik, som er en af opgaverne i Økonomisk Råd.

Bygderapporten viser, at vi ikke bare kan sige, at bygderne skal nedlægges, eller at vi ikke har råd til bygderne. Vi kan heller ikke bare sige, at på grund af uddannelserne skal bygderne nedlægges. Rapporten viser jo, at der er findes bygder som klarer sig fint økonomisk, bosætningsmæssigt, demografisk og uddannelsesmæssigt.

Derfor må vi have en bygdepolitik, hvor man sikrer ordentlige rammer for de bygder, som har gode forudsætningen for at overleve. Vi skal fortsat have muligheder for et fangst og fiskeri erhverv, der er økonomisk og erhvervsmæssigt sundt, men det forudsætter spredt bosætning og indhandlingsmuligheder.

Med rapporten og efterfølgende økonomisk råds nøgletal har Naalakkersuisut fået et glimrende redskab til at formulere en holdbar politik på området.

Kuupik Kleist anbefaler RUS-strategien – altså den regionale udviklingsstrategi, hvor man inden for den enkelte region planlægger udviklingen, så man fastholder befolkningen i regionen, men selv beslutter, hvor mange bygder der er grundlag for og altså også, hvilke der skal nedlægges.

Men der må penge til. De tre regioner med mange bygder i henholdsvis nord og syd og øst har ikke råd til selv at finansiere den udvikling.

Naalakkersuisut må spytte i kassen og erkende, at for landskassen betyder dette nye udgifter men også nye besparelser på forskellige serviceområder.

De ikke planlagte hovsaløsninger, som har præget udviklingen på bygdeområdet de sidste 20 år, har været dyre og ikke gennemtænkte.

Hidtil er der ingen politikere, som har turdet lægge en plan for bygderne og bygdelukninger. Med den valne holdning til problematikken har man i stedet ladet stå til, og det har betydet, at de mennesker, som har haft ressorucer til det, er flyttet.

Udviklingen har vist, at der i årene med Hans Enoksen som formand for Naalakkersuisut er sket en massiv afvandring fra bygderne til byer og andre bygder. Der er sket en flytning, som har været stik imod den udtalte Siumutpolitik.

I stedet for at fortsætte denne valne holdning, hvor man har lukket øjnene for de store problemer, som bygdebefolkningen lever med i dagligdagen, må man tage fat om nældens rod. Det er nødvendigt at det sker hurtigst muligt, for de enkelte regioner har ikke råd til de mange bygder. Det viser regionernes økonomiske situation alt om.

I samarbejde med regioner og bygdern må man planlægge bosætningsmønsteret i den enkelte region. Men landskassen må være med til at finansiere de nødvendige flytninger. Samtidig skal der sikres arbejde, bolig, skole, daginstitution til de familier der flytter.

Lad os nu få en anstændig bygdepolitik!