Udenrigsminister Lene Espersen og landsstyreformand Kuupik Kleist forbereder en arktisk strategi, der omfatter et øget beredskab for at kunne hjælpe i Arktis i forbindelse med skibsulykker og oliekatastrofer. Foto: Leiff Josefsen
Din reaktion:

Beredskabet skal øges

Beredskabet for at sikre Arktis mod skibsulykker skal øges, det siger udenrigsminister Lene Espersen og landsstyreformand Kuupik Kleist – men hvor meget tør de ikke sige.

Ved Arktisk Råds ministerrådsmøde i Nuuk i maj 2011 vil udenrigsminister Lene Espersen have en juridisk bindende aftale om sejlads i Arktis på plads. Det vil i givet fald være første gang, at Arktisk Råd træffer beslutninger, som forpligter alle involverede stater. Hidtil har man kun kunnet henstille og anbefale. Det oplyste udenrigsminister Lene Espersen i dag på et pressemøde i Nuuk, hvor hun sammen med landsstyreformand Kuupik Kleist præsenterede rigsfællesskabets nye Arktiske strategi. Den omfatter blandt andet sejlads i arktisk farvand, der er forbundet med store risici.

– Vi er nødt til at have regler, der gør sejlads i Arktis mere sikker, mener udenrigsministeren. Det kan for eksempel være, at to skibe altid skal følges ad, så man kan hjælpe hinanden, siger hun.

Kuupik Kleist vil have indført forbud mod at sejle i områder, der ikke er opmålte. Ligesom man overvejer at kræve, at besætninger, der sejler i Arktis har en særlig uddannelse.

Men under alle omstændigheder skal beredskabet øges.

Det betyder, at flåden og flyvevåbnet skal have øget overvågning og være mere til stede.

Hvor meget afhænger af den nye danske Arktiske Kommando, som er ved at blive forberedt.

Lene Espersen vil ikke blande sig i, hvor den fremtidige Arktiske Kommando skal ligge, eller hvor stor en udrustning eller hvor mange ressourcer den skal have til rådighed.

– Men behovet for et øget beredskab vokser. Der bliver mere skibstrafik, og der kommer flere olieboringer. Vi må være forberedt på, at aktiviteterne omkring Nordpolen vokser i årene fremover, siger Lene Espersen.

For Kuupik Kleist er der ingen tvivl.

– Arktisk Kommando skal ligge i Grønland, og det er nødvendigt med et øget beredskab og flere ressourcer til forsvaret i Arktis.

Han tænker ikke på kanoner og kugler.

– Forsvarets opgaver i Grønland er af civil karakter. Det handler om søredning og eftersøgning, fiskeriinspektion, suverænitetshåndhævelse, hjælp til forskning og lignende opgaver, siger han.

Lene Espersen mener, at et øget beredskab i Arktis betyder, at man bruger de eksisterende ressourcer bedre, at der sker et tættere samarbejde med de øvrige arktiske stater, og at der sker en byrdefordeling mellem staterne. Det vil sige, at man deles om opgaver og udgifter.

– Det vil indgå i de regler om skibsfart i Arktis, som vi skal have klar på mødet i maj 2011 i Nuuk, siger Lene Espersen.

Danmark har i øjeblikket formandskabet i Arktis Råd. Det overtages af Sverige efter maj-mødet.

Den nye Arktiske Strategi omfatter også sikkerhed mod olieforurening og bekæmpelse af forurening generelt. Strategien skal sikre ordentlige levevilkår for befolkningen og fortsat varieret dyreliv, oplyser udenrigsministeren.

Iøvrigt har udenrigsministeren under sine møder med selvstyret talt om Grønlands forhold til EU, om kontinentalsokkelundersøgelser, om hvalpolitik og om øget fokus på oprindelige folk. På alle områder vil Danmark støtte Grønland.

Lene Espersen har været på et lynvisit i Grønland, hun ankom mandag og rejste i dag hjem til Danmark.

Emner