Formanden for naalakkersuisut, Kuupik Kleist, besøgte forleden Cairns olieborerig vest for Disko. Selskabet har store forventninger til Grønlands oliepotentiale og er villig til at investere milliarder i efterforskningen. Foto: Jørgen T. Hammeken-Holm
Din reaktion:

Cairn klar til storudsalg

Det britiske olieselskab vil finansiere efterforskningsboringerne efter olie ud for Disko ved salg af indiske olieaktier.

Det britiske olieselskab Cairn Energy har store forventninger til olieudvinding ved Grønland og satser milliarder af kroner på jagten efter det sorte guld.

Et nært forestående storudsalg af aktier i de indiske olieaktiviteter, Cairn India, vil kunne styrke finansieringen af selskabets ambitiøse boreprogram i Grønland , skriver internationale medier.

Selskabet, der er børsnoteret i London, indledte i juli den første af fire planlagte arktiske efterforskningsboringer i år. Selvstyret gav i forsommeren Cairn tilladelse til de første to boringer, og regeringen i Nuuk behandler i øjeblikket Cairns ansøgninger om igangsættelse af de næste to boringer i slutningen af august og frem til slutningen af september.

Ifølge grønlandske kilder ventes der at blive givet grønt lys for boringerne i denne uge, skriver Berlingske Tidende.

Olieselskabet er ifølge de skotske aviser Herald Scotland og Scotsman tæt på at sælge broderparten af sine aktier, 51 procent af det indiske datterselskab, til minegiganten Vedanta Resources. Det er ikke klart, hvor stor en aktiepost i Cairn India, Vedanta prøver at købe, eller hvor meget, køberen vil betale. Der bliver dog tale om et tocifret milliardbeløb, og både britiske og amerikanske medier skriver, at Vedanta er parat til at betale Cairn 46 milliarder kr. for aktierne.

Cairn India opererer i Indiens største oliefelt og har tjent svimlende på det, og pengene fra aktiesalget kan bruges til at finansiere selskabets grønlandske boreprogram. Alene i år har Cairn afsat 2,3 milliarder kr. til boringerne. Alene i området vest for Disko skønner selskabet, at der er fire milliarder tønder olie.

Emner