Ny fangeflugt i Risskov
To grønlandske patienter på det psykiatriske hospital i Risskov er flygtet.
Der har været en ny flugt fra den grønlandske afdeling på det psykiatriske hospital i Risskov. Foto: Polfoto
Sermitsiaq arkiv
Den ene af de to retspsykiatriske patienter, der flygtede torsdag aften, er nu anholdt. Den anden, der fortsat er på fri fod, betegnes som farlig.
Østjyllands Politi anholdt fredag formiddag den ene af de to grønlandske mænd, der torsdag aften flygtede fra Psykiatrisk Hospital i Risskov.
Det skete uden dramatik på en adresse i Brabrand ved Århus, oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Per Frost Bennekov.
Der er tale om den 20-årige mand, og dermed er den 17-årige mand, som politiet betegner som farlig, fortsat på fri fod.
I løbet af i år har det psykiatriske hospital i Risskov forsøgt at dæmme op for, at de kriminelle indsatte kan flygte. Men tiltagene har ikke været nok.
Det kan sundhedsminister Bertel Haarder (V) forvisse sig om fredag, når han besøger den retspsykiatriske afdeling i Risskov. Besøget har været planlagt længe.
I Risskov har der alene i 2010 været syv tilfælde af fangeflugt med tilsammen 17 personer involveret.
Før den seneste fangeflugt torsdag med de to unge på 17 og 20 år flygtede seks personer den 8. august. En af dem blev mistænkt for overfald og voldtægtsforsøg under flugten, imens fire andre var gået på bar. Alle blev hurtigt anholdt.
De var anbragt på en afdeling, som huser fanger fra Grønland.
Uantageligt
Flugterne fra landets retspsykiatriske afdelinger skal stoppe, for det er helt uantageligt, lyder det fra sundhedsminister Bertel Haarder (V). Torsdag aften lykkedes det to unge at stikke af fra psykiatrisk hospital.
- Det er helt uantageligt, hvis bare en håndfuld farlige undslipper for dem, der bor i nærheden. Og det er det vi skal have styr på, siger sundhedsministeren til TV2 News.
Han afviser, at flugterne skyldes for få penge til at sikre afdelingerne, og tilføjer, at man skal se på, om der er andet man kan gøre - for eksempel bruge elektronik.
- Hvis pengene kunne løse problemet, så havde der ikke været så mange undvigelser netop i det år, hvor vi har øget bevillingerne, siger ministeren.
Retspsykiatrien har ifølge Bertel Haarder fået 260 millioner kroner og yderligere 100 millioner kroner til anlæg i år. Han tilføjer, at "jeg er bange for, at det ikke er nok. Altså, at der skal andet til end penge."
Det kan ifølge ministeren være nye metoder til at holde på de indsatte - for eksempel ny elektronik.
/ritzau/