Feltsæsonen 2010 på Kvanefjeldet er slut. (Foto: John Rasmussen).
Din reaktion:

Kvanefjelds-handel fortsat suspenderet

Feltsæsonen på Kvanefjeldet slut, og aktiehandelen med Greenland Minerals and Energy er fortsat ikke genoptaget.

- Vi håber på en afklaring inden næste bestyrelsesmøde på torsdag i København, siger formanden for bestyrelsen for det grønlandske datterselskab Greenland Minerals and Energy (Trading) A/S, Lars-Emil Johansen, til sermitsiaq.ag

Aktiehandlen med det australske moderselskab Greenland Minerals and Energy Ltd på børsen i Sydney har været suspenderet siden mandag den 2. august som følge af Naalakkersuisuts (landsstyrets) Qoorngoq-beslutning lørdag den 31. juli om at fastholde 0-tolerancen overfor uran og andre radioaktive stoffer. En beslutning som vælter selskabets Kvanefjelds-projekt, hvor der følger uran som biprodukt til sjældne jordarters mineraler.

– Vi har afsluttet vore forhandlinger med landsstyret, og vi forventer en officiel meddelelse om landsstyrets beslutning senere på ugen, siger direktør i det australske moderselskab Roderick McIllree.

Indtil da vil aktiehandlen fortsat være suspenderet, og Roderick McIllree takker aktionærerne for deres tålmodighed.

Lars-Emil Johansen bekræfter, at selskabet har været i kontakt med Råstofdirektoratet, men han ønsker overfor sermitsiaq.ag ikke at kommentere det forventede udspil fra landsstyret.

Formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist har tidligere understreget, at intet har ændret sig omkring Greenland Minerals and Energys Kvanefjelds-projekt: Grønlands 0-tolerance overfor uran og mineralske råstoffer fra 1988 er fortsat Naalakkersuisuts politik, og betingelserne for selskabets efterforskningslicens, som blev genbekræftet i foråret, er fortsat gældende.

Feltsæsonen på Kvanefjeldet er for øvrigt slut for i år.

– Vi har afsluttet det planlagte feltprogram for 2010, og næste års feltsæson vil blive tilrettelagt i forlængelse af analyseresultaterne fra i år, siger Roderick McIllree.

Emner