Anmeldelse: Stærk og rørende film

Det var en stærk og rørende film, som instruktøren Louise N.D. Friedberg havde lavet i den danske drama 'Eksperimentet', som havde forpremiere i Katuaq lørdag aften. Mange af biografgængerne måtte hive lommetørklæderne frem, da filmen indeholder flere stærke scener.

Filmen følger 16 børn, der var led i et eksperiment, som danske og grønlandske politikere havde besluttet at gennemføre, for at gøre Grønland til et civiliseret og moderne samfund som Danmark. Børnene skulle være forbilleder og være eliten af den grønlandske befolkning, men endte i stedet med at have ødelagte liv og ødelagte sjæle.

Børnene kom fra hele Grønland og var i alderen seks til otte år, da de blev sendt til Danmark for at lære sproget og den danske kultur og levemåde. Men børnene var små mennesker, der ikke bare lige kunne omdannes til små danskere, så børnene fik næsten ingen skolegang, og de endte med at være langt bagud i deres skolegang, da de kom tilbage til Grønland. De kunne ikke følge med deres danske jævnaldrende i skolen, og kunne heller ikke gå i klasse med de grønlandske børn, da de havde glemt deres sprog.

Filmen følger børnene i deres første tid i Nuuk efter at have tilbragt 15 måneder i Danmark. Flere af børnene havde familier i Nuuk, som de ikke kunne være sammen med. Selvom nogle af børnene var små, levede de alle som i et fængsel, hvor de ikke kunne udfolde sig, og hvor de ikke kunne lege, fordi de skulle lære at læse og lære om, hvilke danske byer der findes.

Eksperimentet mislykkedes fra starten, men politikerne og embedsmændene fortsatte deres eksperiment, til trods for at man var vidende om det mislykkede forsøg.

Ellen Hillingsø har hovedrollen som forstanderinden Gert, der styrede børnenes hverdag med en hård, men alligevel også med en kærlig hånd. Filmen følger også pigen Karen, hvis familie bor i Nuuk. Karen, der måtte lyve for at være sammen med sin familie og som til sidst blev forladt af sin familie, da den flyttede til Maniitsoq uden hende.

Irriterende

Filmen er vigtig, fordi den viser et lille flig af den danske og grønlandske fælleshistorie. Om Danmarks kolonimagt, som den var i starten af 50'erne, og hvor meget magt danskerne havde over grønlænderne. Det er den første af sin art, der viser, hvordan hele daniseringen startede, og derfor er det en uundværlig film, der nok også skal skabe en masse debat.

Men set med grønlandske øjne er der flere ting, der irriterer. Filmen er optaget midt i den grønlandske højsommer og det sidste, børn og voksne tænker på om sommeren, er skole. Alle er ude om sommeren, går på jagt og samler forråd til vinteren. Og det gør det utroværdigt, at man lader børnene gå i skole midt i den grønlandske sommer.

Det var også irriterende, at underteksterne på grønlandsk forsvandt så hurtigt, at man mange gange ikke kunne nå at læse tekstningen.

Man har også flere ubesvarede spørgsmål, når filmen slutter. Vi får at vide i starten af filmen, at børnene blev sendt til Danmark som led i et eksperiment, men hvordan er udvælgelsen af børnene sket? Hvorfor er det lige de børn, der blev sendt til Danmark? Hvordan har de levet i Danmark?, hvor længe fortsatte eksperimentet?, og hvad skete der med børnene? Hvor længe boede de på børnehjemmet, og hvordan levede de som voksne?

Men filmen lykkedes. Instruktøren havde valgt at følge forstanderinden, der troede på eksperimentet, og ville gøre alt for at hjælpe den grønlandske befolkning til at blive som danskerne. Hun indser, at det ikke lykkedes. Stor ros til Ellen Hillingsø, der spillede rollen overbevisende og med meget følelse.

Og også stor ros til Laura Skaarup Jensen, der spillede pigen Karen. Alle græd og følte hendes smerte, da hendes liv blev revet midt over, da moderen forlader hende og flytter til Maniitsoq med sin nye familie. Alle i salen følte hendes smerte og sorg og græd med hende.