Kuupik Kleist og resten af naalakkersuisut tager stærkt afstand fra Greenpeaces aktion tirsdag i Diskobugten. Arkivfoto: Jørgen T. Hammeken-Holm
Din reaktion:

Naalakkersuisut: Et meget alvorligt og ulovligt angreb

Der er tale om en åbenlys ulovlig handling, som tilsidesætter demokratiske spilleregler, raser naalakkersuisut.

- Der er desuden tale om en grov overtrædelse af de sikkerhedsforhold, der skal beskytte menneskeliv og miljø. Derfor tager naalakkersuisut afstand fra Greenpeaces aktion mod Grønland, hedder det i en pressemeddelelse tirsdag middag.

- Den igangværende boring er stoppet, og det er endnu engang lykkedes Greenpeace at bremse Grønlands muligheder for at sikre det økonomiske grundlag for befolkningens levevilkår, siger Kuupik Kleist, formand for naalakkersuisut.

Han fortsætter:

- Naalakkersuisut ser på Greenpeaces aktion som værende et meget alvorligt og ulovligt angreb på Grønlands forfatningsmæssige rettigheder. Det er særdeles bekymrende, at Greenpeace i sin jagt på medieopmærksomhed med alle midler overtræder de sikkerhedsbestemmelser, som skal beskytte menneskeliv og miljø. Naalakkersuisut tager afstand fra den ulovlige aktion, men vi har samtidig tillid til, at politiet og de udøvende myndigheder også fremover sikrer, at de lovsikrede erhvervsaktiviteter kan fortsætte uforstyrret, påpeger Kuupik Kleist.

Han understreger, ´at det har igennem et omfattende tilsynsprogram kunnet konstateres, at Cairns boreprogram i Grønland er blevet gennemført i henhold til meget høje sikkerhedsstandarder. Alle myndighedskrav er blevet efterlevet samvittighedsfuldt, og naalakkersuisut har derfor fuld tillid til Cairns aktiviteter i Grønland.’

Emner