Sermitsiaq mener: Vi vil have forandring

Der er forskel på Inuit Ataqatigiit og Demokraterne, ja der er meget stor forskel på de to partier.

Det store spørgsmål, som man med rette kan stille sig efter et års venten, er, hvad holder de to partier sammen?

Det kan ikke være de idealer, som de to partier er rundet af. Det ene parti er socialistisk, og det andet er liberalistisk. Der er grundliggende forskelle i deres udgangspunkt.

En anden grund til at stille dette spørgsmål nu er, at IA i denne weekend holder sommermøde i Qoornoq. Nuuks nedlagte bygd, der er blevet sommerhus-koloni for velhavende Nuuk-borgere.

IA må nu gøre op med sig selv, om man har nået de forandringer, som hele befolkningen blev stillet i udsigt, da koalitionen blev dannet for et år siden. Samtidig må man gøre op med sig selv, om koalitionen er i stand til at skabe de forandringer, befolkningen efterlyser.

Visionerne var der – men er de der også? – Vi har ikke set dem udmøntet i handling.

Kan IA blive enige med Demokraterne om at gennemføre de nødvendige forandringer for at skabe den økonomiske vækst, som er lovet og som er nødvendig for landet?

Det er ikke nok at være enige om, at man vil have magten, og holde Siumut væk fra magten.

Der skal mere til.

For et stykke tid siden skrev Demokraternes politiske ordfører Niels Thomsen og gruppeformanden Justus Hansen et interessant læserbrev i Sermitsiaq.

De erkendte åbent, at IA og Demokraterne er to vidt forskellige partier med vidt forskellige grundholdninger.

De erkendte også åbent, at medlemmerne af de to partier i Naalakkersuisut og i Inatsisartut er bundet mere af samarbejdet og hensynet til hinanden end af deres egne overbevisninger, som de er gået til valg på. De kalder det romantik og urealistisk at være bundet af sin egen overbevisning.

De mener, at det vigtigste er samarbejde for Grønlands skyld, og at det er den eneste rigtige vej.

Men de fortæller ikke, hvad målet er for dette samarbejde, og hvad de egentlig samarbejder om.

Det sørgelige er jo, at samarbejdet indtil nu ikke har skabt noget nyt. Der er ikke sket nogen forandring siden Siumut-styret.

Der er ikke taget væsentlig stilling til de store ting: Økonomisk vækst, uran, beskatning, fiskeri, infrastruktur, uddannelse, sundhed, bosætning, Alcoa, indvandring, konsekvenserne af klimaforandringerne, ældre politik og daginstitutioner eller storkommunernes opgaver.

Vi fortsætter i den gamle skure med velmenende ord og hovsaløsninger, mens elendigheden fortsætter og livet bliver vanskeligere for en stor del af befolkningen.

Det er på tide at nogle rusker op i de to koalitionspartier. Og måske er IA’s sommermøde i det fredelige Qoornoq det rigtige sted at stille krav til levebrødspolitikerne i både Inatsisartut og Naalakkersuisut.

Vi er ikke tilfredse med, at I bare sidder og nyder privilegierne og magten og holder Siumut udenfor.

Det er ikke nok. Vi vil have politik, og vi vil have økonomisk vækst, så levevilkårene for en stor del af befolkningen bliver bedre.

Det er på tide at få genskabt en tro på en bedre fremtid og ikke endnu 30 års ørkenvandring, hvor ændringerne kommer hovedkuls og tilfældigt i stedet for efter klar politisk plan med visioner og mål.

IA og Demokraterne har nok to valgperioder til at få gennemført den nødvendige politik.

Vis nu hvad I vil, og hvad I kan! - i stedet for at gemme det hele væk i kommissioner og arbejdsgrupper som ender med et både og resultat.

I er jo tvunget til at træffe grundliggende politiske beslutninger og foretage nogle politiske prioriteringer, før eksperterne kan arbejde.