Sermitsiaq mener: Om igen

Sidste gang i 2007, da lovudkastet blev sendt til høring, blev det efter massiv kritik trukket tilbage igen. Nu sender man næsten nøjagtig det samme lovforslag til høring, og allerede i denne uge bliver det igen udsat for massiv kritik fra erhvervet.

Et af problemerne i lovudkastet er, at det ikke løser generationsskifteproblematikken eller erhvervets finansieringsbehov.

De selskaber, som står over for generationsskifte, er i dag nødt til at sælge deres trawlere til udlandet, og derefter må selvstyret forære kvoterne til EU, fordi der ikke er nogen her i landet, som er i stand til at fiske dem. Der er nemlig ingen, som har råd til at investere i de dyre trawlere, der er nødvendige for at opretholde det lukrative rejefiskeri.

Naalakkersuisut kan selvfølgelig satse på sit eget selskab Royal Greenland, men der er grænser for, hvor stor en andel af kvoten, dette selskab må eje.

For at sætte sagen på spidsen, hvad sker der med Polar Seafood, når de nuværende ejere ønsker at trække sig ud af fiskeriet? – Hvem her i landet har råd til at købe Polar Seafood?

Kommissionen lagde især op til, at der kom færre, men større rederier i erhvervet, flerårige kvoter og færre ansatte i branchen.

Med nogle fortvivlede regler forsøger man nu at sprede fiskeriet og sikre den enkelte fisker størst mulig indflydelse. Problemet er bare, at det ikke harmonerer med den økonomiske virkelighed, erhvervet står i.

Hvis den dygtige grønlandske fisker skal have mulighed for at erhverve sig sin egen trawler, må han gå sammen med en finansieringskilde, som er medejer, og som evt. skal hentes udefra, fordi der ikke er nogen, som har råd til det her i landet. Med det nuværende lovforslag må han ikke gøre det.

Man gør det også endnu sværere for det mindre fiskeriselskab. Både Royal Greenland og Polar Seafood er gået sammen med mindre fiskeriselskaber bl.a. for at sikre dem økonomisk men også for at sikre råvaren til deres egne produktioner. Men i den nye lovgivning må de store selskaber ikke være medejere af de mindre selskaber, fordi de så får indflydelse på en for stor andel af kvoten. Det betyder, at de skal købes ud, hvem har råd til det?

Endvidere lytter man ikke til nødvendigheden af, at fiskeriet (andet end rejefiskeri) har flerårige kvoter, der bør være omsættelige. Det vil være med til at skabe et mere aktivt fiskeri, fordi kvoterne får en værdi, der kan belånes og være med til at finansiere en ny og mere effektiv fiskerflåde. Det vil også være med til at fremme fiskeri på alternative arter, som kan indhandles til dagligvaremarked og erhvervet vil således i højere grad være med til, at vi kan brødføde os selv.

Det er en fiskerilov, som alt i alt går stik imod landsstyrets egen politik.

Ligesom i sidste uge må vi desværre konstatere, at Naalakkersuisut snorksover.