Lykketoft: Danmark må dokumentere arktiske krav
Danmark bør mere aktivt lave grundige undersøgelser i Arktis, der kan dokumentere danske krav på området omkring Lomonosov-ryggen, som Rusland og Canada også gør krav på.
Mogens Lykketoft på et af sine besøg i Grønland. Her sammen med Jonathan Motzfeldt. Foto:Polfoto/Martin Lehmann
Det siger Socialdemokraternes udenrigsordfører, Mogens Lykketoft, efter at Rusland har sendt forskningsskibet "Akademik Fyodorov" til det arktiske område i 75 dage for at finde grænserne for den russiske kontinentalsokkel.
- Hvis man vil håndhæve de krav, vi mener, vi har, er det nødvendigt, at vi laver yderligere undersøgelser måske i samarbejde med canadierne og amerikanerne, som også har interesser, der kan kollidere med russerne, siger Mogens Lykketoft.
I september 2009 vendte den svenske isbryder Oden hjem fra et vellykket togt til Nordpolen. Data fra denne ekspedition og fra et tidligere togt i april i år med Danmarks canadiske samarbejdspartnere forventedes de gang at vise, at der er basis for, at Rigsfællesskabet kan basere et krav på kontinentalsoklen ud fra Lomonosov-ryggen, skrev Ritzau den gang.
Læs relateret artikel.
Store oliereserver
FN's internationale havretskommission skal i 2013 modtage Ruslands og Canadas ansøgning om krav på området. Danmark skal senest i 2014 overbevise kommissionen om, at Lomonosovryggen er forbundet med Grønland .
I 2007 plantede en russisk båd Ruslands flag på Lomonosov-ryggen. I følge amerikanske geologer gemmer omkring 13 pct. af verdens oliereserver sig i 25 arktiske regioner, mens andelen af verdens uopdagede naturgasforekomster løber op i 30 pct.