Nyt nederlag til U20

De grønlandske piger måtte igen se sig slået, denne gang af Tyskland.

Fra kampen mod Tyskland. Foto: GHF
Offentliggjort

Ved VM for U20 damelandshold i Sydkorea måtte Grønland indkassere et nyt stort nederlag, da det mødte de regerende verdensmestre fra Tyskland.

Nederlaget blev på 36 – 12 efter at have været bagud 16-03 ved halvleg. Det oplyser pressechef i GHF Carl Johan Colberg.

De grønlandske målscorere var: Mia Rasmussen med fem mål, Panu Grønvold med tre, Naasu Tremel med to samt Ivaana Holm og Aili Pedersen med hver ét mål.

Grønland kunne have fået en ønskestart mod Tyskland, men holdet brændte tre store chancer i starten. I stedet slog tyskerne kontra - og kom i front med 5-0 efter 10 minutter, skriver ghf på sin hjemmeside.

Grønland scorede sit første mål efter 17 minutter, da Aili Pedersen scorede til 1-8. Tyskerne var stærke i kontrafasen, og ved pausen førte de 16-3.

- Det blev en bedre anden halvleg. Vi fandt vores egen rytme, og fik stoppet en del af de tyske kontra-angreb, siger GHF's formand, Boas Møller.

U20- landsholdets gang på jorden er ikke nem i VM’s sværeste pulje, konstaterer pressechef Carl Johan Colberg.

Efter VM-favoritten Frankrig og verdensmestrene fra Tyskland forventes morgendagens modstandere, de regerende europamestre fra Norge, at blive en lige så hård modstander.

Den kamp spilles kl. 04.00 grønlandsk tid.

Powered by Labrador CMS