AG mener: Stop svineriet

Men hurtigt hober dyngerne af cigaretskod, glasskår og andet skrald sig op igen og bliver en trist del af hverdagen. Det gælder også i mange andre byer. Kønt er det selvsagt ikke. For slet ikke at tale om udbredelsen af lossepladser, fordi lokale forbrændingsanlæg enten ikke er sat op eller er brændt sammen og aldrig repareret. Miljøansvar er en dobbeltsidet størrelse. Den handler både om vores personlige ansvar, og hvad det offentlige vil afsætte af midler for at værne om miljøet.

Når det gælder store projekter som olieefterforskning og mineraludvinding, er der en overvældende, offentlig interesse for de eventuelle, negative konsekvenser for miljøet. Aktuelt om miljøberedskabet ved Cairns to olieefterforskningsboringer i Disko Bugten og eventuelle faremomenter ved at tillade uran som biprodukt ved en mineraludvinding i Kvanefjeldet i Narsaq. Godt for det. Opmærksomhed skader ikke. Men det er nu alligevel paradoksalt, at når det gælder ansvaret for vore nærområder og den personlige, daglige indsats, forholder det sig ganske anderledes med holdningen. Ikke at alle er nogle svin. Men der er nu en del i blandt os, selv om de ikke burde være naturligt forekommende. Det skal man bare åbne øjnene for at konstatere.

Det er ikke videre opsigtsvækkende at fremhæve, at meget udspringer fra os selv. De gamle karma-visdomsord om, at du bliver behandlet, som du behandler andre – er ikke helt ude i tågen. Men det kniber med at efterleve holdningen. At vi har et kollektivt ansvar. For vores egen og andres skyld. Men med små skridt kan man med tiden nå langt. Derfor er det glædeligt, at bogforlaget Milik Publishing har udgivet Stina Sørens børnebog »Fødselsdagsskrald«. Historien handler om en lille pige, der beslutter sig for, at hendes fødselsdagsgæster hellere skal samle skrald end at komme med gaver. Vi må håbe, at bogen finder vej til mange hjem. Moralen er nok tyk som et fjeldmassiv. Men det er vigtigt, at en holdningsændring til vores miljø allerede indpodes fra barnsben.

Hvordan vi ændrer holdningen hos de voksne, er straks en anden og vanskeligere sag. Dårlige vaner er ikke sådan at lægge på hylden, nøjagtigt som med cigaretter. Ikke desto mindre er der brug for et wake up call. Både på det personlige plan og kollektivt. Først og fremmest ville det hjælpe, hvis det offentlige begyndte at rydde bedre op. En ren by appellerer ikke i samme grad til en flosset adfærd. Man ryger heller ikke i samme grad, når man er gæst i et rygefrit hjem. Vi elsker vores storslåede natur, som vores identitet og selvopfattelse som folk på mange måder er smeltet sammen med. Men ord og velmenende tanker er ikke nok. Det er kun i handlingen, man kan gøre en forskel. Stop svineriet.