Sermitsiaq mener: ICC’s nye opgave

Alt det har ICC opnået på 30 år takket være nogle få personer, som har viet deres liv til dette arbejde.

Man kan blot se på billedet fra 1980 af den første ICC-ledelse, og så se, hvem der fortsat er med i dette arbejde i dag.

Det er jo bemærkelsesværdig, at den nuværende ICC-formand Jimmy Stotts og værten og den grønlandske ICC-formand Aqqaluk Lynge, stadig er med i ledelsen. Begge har i alle årene utrætteligt arbejdet for ICC.

Fra at være et oprør er de blevet til det pæne borgerskab, fra det spændende til det kedelige – alt og alle er blevet accepteret. Nationalstaternes regeringer makker ret. Så hvad er der egentlig denne NGO skal arbejde videre med?

Det interessante er jo, at ICC aldrig har haft folkelig opbakning. I hvert fald ikke nok til, at den som NGO kan leve af medlemsbidrag og støtte fra fonde og virksomheder. Årsagen er, at befolkningerne ikke har været klar over, hvad det er for et stort og overordnet arbejde ICC har udført for, at Inuit kunne blive anerkendt som folk.

Umiddelbart føler man det heller ikke i dagligdagen men det kommer og er på vej.

Nu kunne ICC stoppe og sige arbejdet er udført, der er ikke brug for os mere og forlade scenen og overlade arbejdet til de repræsentative forsamlinger i de enkelte lande.

Men nej, det synes vi ikke, der er stadig brug for ICC.

Der er stadig brug for en NGO, der ser på urimeligheder og uretfærdigheder, som stadig finder sted.

Men der er brug for en NGO, der er kritisk over for sit eget lands regering og politikere, både i den daglige politik, der påvirker enkelte individer, men også i den overordnede politik.

F.eks. kommer alle politikere her på generalforsamlingen og siger, at vi skal samarbejde på tværs af Arktis. Det har de sagt i 30 år. Men hvad sker? De vigtigste flyruter og skibsruter samt kommunikation og transmissionsledninger går stadig nord-syd i stedet for øst-vest.

Vi må kunne spise hinandens mad og lære af hinandens erfaringer.

Inuit i Alaska kender til olieefterforskning og olieudvinding og konsekvenserne. Grønland står overfor denne udvikling og kunne lytte til inuit i Alaska.

Inuit i Alaska kender til krydstogtturisme på et helt andet niveau, end vi er på. Det kunne vi også lære af.

For at vi får mere trafik mellem øst og vest i Arktis, må vi også have mere handel og økonomisk udveksling. Ellers kommer trafikken ikke. Det er ikke nok at vi køber et par snescootere, et par amerikanske biler og nogle canadiske gæs (jakker). Der skal meget mere til.

Der skal mere økonomi ind i arbejdet. Det er ikke nok med kultur og sprog. Det giver nemlig ikke det økonomiske grundlag for de flyforbindelser og skibsforbindelser, som er forudsætningen for at vi kan komme hinanden nærmere.

Vi skal have mere kommunikation, og her er internettet vigtigt. Men igen det er økonomien, som skal sparke det i gang.

Det bør være ICC’s fremtidige opgave dette økonomiske samarbejde, og det må gerne være et oprør mod al nord-syd-handel for at skabe øget handel mellem øst og vest.

I det hele taget skal ICC påpege over for de nationale lovgivende forsamlinger og politikere, når de træffer beslutninger, der går imod det, som de lover her på generalforsamlingen om samhandel, trafik og samarbejde.

Vi vil gerne tale sammen, danse trommedans sammen, ro i kajak og køre på hundeslæde sammen og gå i skindtøj og nationaldragter og spille musik osv – men vi har ikke råd til det, hvis vi ikke får økonomien med.

Så her er udfordringen for ICC fremover – lad os nu udnytte klimaforandringerne til noget positivt på tværs af Arktis og skabe et sammenhold mellem inuit, der også er økonomisk stærkt.