Kuupik: Vi stiller de strengeste krav
Formand for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, slog fast i sin velkomsttale til de ICC-delegerede, at Grønland arbejder på at indføre meget strenge miljøkrav til olieselskaberne.
Vi er ikke interesseret i hurtige indtægter på bekostning af miljøet, understregede Kuupik Kleist i sin åbningstale. Foto: Leiff Josefsen
Formand for Naalakkersuisut, Kuupik Kleist, kom ind på det meget omdiskuterede emne: olieefterforskning og -udvinding i arktiske farvande. Han bad ICC være med til at udforme procedurer for fremtidige høringsprocesser i forbindelse med olie- og anden råstofefterforskning.
- Jeg opfordrer ICC til at komme med forslag til, hvordan vi bedst sikrer vores interesser med baggrund i de erfaringer, der allerede er høstet i andre arktiske områder. Vi er fast besluttet på, at vi som en oprindelig befolkning har beslutningsmyndigheden angående blandt andet råstofudvinding, sagde Kuupik Kleist.
Han slog fast, at kravene til sikkerhed og beredskab i forbindelse med oliefterforskning og udvinding ved Grønland skal være de skrappeste i verden.
- Sammen med den danske regering, arbejder vi på at sætte de mest strikse krav til sikkerheden, man kender i dag blandt andet med brug af den nyeste og mest avancerede teknik, der er tilgængelig, sagde Kuupik Kleist.
Han understregede, at den grønlandske økonomi og kampen for at sikre en fremtidig velfærd er afhængig af, at man finder nye indtægter.
- Råstofudvinding er et af de realistiske måder at skabe nye indtægter på, men tanken om hurtige indtægter uden skelen til miljøet er ikke dette landsstyres politik, sagde Kuupik Kleist.