Inuit står foran store udfordringer

Fremtiden for Inuit i de fire lande Grønland, Canada, Alaska og Tjukotka byder på store udfordringer og sammennhold er nødvendigt som aldrig før, slår Inuitledere fast.

Mary Simon opfordrer til at ICC tager teten i kampen mod de sociale og sundhedsmæssige problemer for folkene i Arktis. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

ICC's ledere i organisationens fire medlemslande slog fast på generalforsamlingens første dag mandag, at interessen for Arktis og især dets rigdomme er en af de store udfordringer i fremtiden. Men den menneskelige dimension bør også have høj prioritet.

Det sagde ICC-Canadas formand Mary Simon i sit indlæg mandag.

- Det er nu på tide at gøre en bestyrket indsats for at forbedre levestandarden og sundhedstilstanden blandt Inuit i vores områder, og på der spiller ICC en vigtig rolle. Vi må nu forene kræfterne sammen med vores regeringer for mærkbart at forbedre de socioøkonomiske forhold, sagde Mary Simon.

Som eksempel opremsede hun en række forhold, som på skræmmende vis viser hvor alvorligt det står til for Inuit i Canada, trods det at Canada er et af de rigeste lande i verden:

75 procent af skolebørnene bliver ikke færdig med grundskolens obligatoriske overbygning, selvmordsraten er 11 gange højere end i resten af Canada, alt for mange småbørn dør tidligt og mange Inuit-byer mangler de mest fundamentale sundhedsfaciliteter.

- Og så er TB så udbredt blandt canadiske Inuit at de ikke vil kunne få indrejsetillladelse til landet, hvis de var udenlandske borgere, sagde Mary Simon og tilføjede at alkoho- og narkotikamisbrug også er meget udbredt blandt Inuit.

Hun foreslog ICC at etablere netværk, der kan udveksle viden og ideer på tværs af landegrænserne i løsningen af de massive sociale og sundhedsmæssige problemer for Inuit-befolkningerne.

Organisationsens alaskanske formand Jimmy Stotts sagde i sin årsberetning, at udviklingen i Arktis de næste 30 år vil kræve endnu stærkere Inuit-ledere, der kan lede befolkningerne igennem de kommende udfordringer.

- Her er ICC vores fælles redskab til at opnå vores mål på den internationale arena, sagde Jimmy Stotts.

Powered by Labrador CMS