Voldsomme afgifter på vej

Kuupik Kleist afviser skatteforhøjelser i 2011.

- Afgift på lystbåde vil være et godt sted at starte.

Skatte- og Velfærdskommissionen fremlægger tirsdag eftermiddag i Nuuk et diskussionsoplæg med titlen »Hvordan sikres vækst og velfærd i Grønland?«.

Men formanden for Naalakkersuisut (landsstyret) Kuupik Kleist, Inuit Ataqatigiit, løftede allerede på kommunernes landsforening Kanukokas delegeretmøde i Ilulissat lidt af sløret for den fremtidige skatte- og afgiftspolitik.

Det er borgmesteren i Qeqqata Kommunia Hermann Berthelsen, Siumut, som godt vil vide, hvordan Naalakkersuisut tænker sig at dække landskassens underskud på en milliard kroner i 2009.

– Vil Naalakkersuisut, som i år beskærer det kommunale bloktilskud med 30 millioner kroner, skære helt ind til benet i 2011, så det bliver kommunerne i stedet for selvstyret, som tvinges til de upopulære skatteforhøjelser?

Kuupik Kleist afviser skatteforhøjelser: – Inatsisartut (Landstinget) har netop vedtaget uændrede skattefradrag og fælleskommunal skatteprocent i 2011, og skatteforhøjelserne indgår ikke i Naalakkersuisuts finanslov for næste år.

– Til gengæld er vi varme på en række afgifter, men de skal være både socialt afbalancerede og miljøbevidste, siger landsstyreformanden, som dog ikke sætter navn på konkrete afgifter.

Det gør til gengæld Demokraternes finanspolitiske ordfører Niels Thomsen: – Afgifter på lystbåde er et godt sted at starte. Øgede afgifter på olie og benzin vil også være glimrende, idet vi her til lands har uforholdsmæssige lave priser på brændstof. Desuden kan det være en god idé at indføre afgifter på luksusprodukter som fladskærme, spillekonsoller og DVD-optagere.

Og Hermann Berthelsen?– Jeg fik aldrig svar på, om Naalakkersuisut vil tørre landskassens underskud af på kommunerne, siger borgmesteren til sermitsiaq.ag

Powered by Labrador CMS