Erhvervsleder: En 1. maj med store krav til fremtiden

Arbejdernes Internationale Kampdag - den 1. maj - er som altid en kærkommen lejlighed til at gøre opmærksom på, at det om nogen er den grønlandske lønmodtager, som er med til at opretholde landets velfærd.

Sermitsiaq har i den anledning bedt mig forklare, hvilken holdning SIK indtager, når vi taler om - i givet fald - at åbne miner i Sydgrønland, hvor der i råstofpotentialet er et mindre indhold af uran.

Jeg har allerede ved flere lejligheder offentligt udtalt, at det er på høje tid, de ansvarlige landspolitikerne nu seriøst tager stilling til om ikke den efterhånden 22 år gamle nultolerancelov om uran bliver afløst til fordel for en tilpasning til virkelighedens Grønland i år 2010.

Den globale verden, som Grønland også er en del af er i er konstant forandring. De lukrative markeder Grønland tidligere kunne satse på har ændret sig. Tænk på vores meget økonomisk skrøbelige fiskeindustri eller eksemplet med sælskind, som ikke længere kan sælges uden for Grønlands grænser.

Vi er for at skrive det lige ud nødsaget til at indrette vores samfund ud fra de givne muligheder. Og i den forbindelse kan det vel ikke komme bag på mange, at netop den kommende udnyttelse af vores råstoffer kan vise sig at være Grønlands store chance for selv at kunne tjene sine lønninger hjem til et endnu større skridt på vej mod en større selvstændighed og frihed både menneskeligt og økonomisk.

Et af de potentialer Grønland har gode chancer for at tjene mange penge på er ikke mindst Sydgrønlands rigelige mængder af råstoffer. Der er blot den hage ved netop disse råstofforekomster, at de indeholder uran.

Nej til eksport
SIK er under ingen omstændigheder tilhænger af, at Grønland skal til at eksportere uran. Til gengæld går vi ind for at få skabt nogle levedygtige arbejdspladser – ikke mindst i den økonomisk hårdt ramte Kujalleq Kommune.

På den baggrund satte SIK sig for at undersøge, om der findes alternativer - andre måder - at bryde råstoffer på i Sydgrønland. Og der findes et alternativ, for EU har som bekendt vedtaget en tolerance-tærskel på 0,1 for brydning af råstoffer i områder, hvor der findes uran.

Når jeg har tilladt mig at foreslå netop denne 0,1 tolerance over for de grønlandske landspolitikere skyldes det ikke mindst, at EU-bestemmelsen støttes af ’Det Internationale Atom Energiagentur’ under forudsætning af EU nøje overholder denne organisations meget strenge sikkerheds- og miljøkrav.

Lad os med disse argumenter i hånden gå videre med sagen eller i det mindste på rejst en folkelig debat, tænkte jeg. Og så gjort.

Det seneste offentlige svar på mit udspil kom for nylig fra vores landsstyremedlem for Erhverv, Ove Karl Berthelsen, der nærmest nedladende konkluderer, at en lovændring af denne art kan ende med at få særdeles lange udsigter. Det er naturligvis et svar jeg som forbundsformand i fagbevægelsen ikke kan bruge til noget endsige stille mig tilfreds med.

SIK forsøger netop i denne brydningstid at lægge op til dialog med politikerne. Og det gør SIK, fordi vores medlemmer gerne vil have et stabilt og varigt arbejde, hvor de modtager en løn, som de kan leve blot nogenlunde anstændigt af.

Landsstyret burde tage SIK’s medlemmer alvorligt og i det mindste give os nogle mere uddybende og forståelige svar. Vi venter...