Annonce
Sermitsiaq mener: Frilandsmuseum eller industriel udvikling
Skal vi gemme på fortidsminderne eller skal vi have en industriel udvikling? – Det spørgsmål har været til høring og kommer op i Inatsisartut i forbindelse med behandlingen af lovforslaget om fredning og anden kulturarvsbeskyttelse af kulturminder.I følge lovforslaget får Naalakkersuisut mulighed for at tilsidesætte fredning eller anden kulturarvsbeskyttelse, ligesom landsstyret får mulighed for at ændre eller ophæve en eksisterende fredning eller kulturarvbeskyttelse.Naalakkersuisut kan kun træffe afgørelse om tilsidesættelse af en påtænkt fredning eller kulturarvbeskyttelse i ekstraordinære tilfælde og med en begrundet henvisning til overordnede hensyn til samfundsudviklingen.Grunden til at denne lov kommer nu er de store samfundsmæssige omvæltninger vi står overfor, hvis og når vi tillader et aluminiumssmelteværk i Maniitsoq-området med dertil hørende vandkraftværker.
Helt aktuel handler det om områderne omkring Grønlands største sø Tasersiaq mellem Maniitsoq og Sisimiut og søen Tasartuup Tasersuaq mellem Maniitsoq og Nuuk.
Annonce
Alcoa har siden 2007 fået foretaget undersøgelser i disse områder af Grønlands Nationalmuseum og Arkiv, der har udarbejdet en rapport, der fortæller, at området omkring Tasersiaq har høj kulturhistorisk værdi, og at der er fundet en lang række enestående kulturminder, der betyder, at man anbefaler, at området optages på UNESCO's verdensarvliste.
Det er Nationalmuseet, der har har kompetence til at træffe afgørelser i fredningssager.
Det er blandt andet på denne baggrund af Naalakkersuisut ønsker, at kunne tage fredningssager op til en politisk behandling, når vitale hensyn til samfundsudviklingen taler herfor.
Så der er tale om, at man vil tage en kompetence fra Nationalmuseet, når politikerne mener, at andre hensyn end de kulturhistoriske er vigtigere.
Der er pludselig tale om en meget vidtrækkende lov, der kommer nu af hensyn til, at Alcoa og andre store erhvervsvirksomheder som mineindustrier, kraftværker og lignende skal have mulighed for at etablere sig her i landet.
De overordnede hensyn, som Naalakkersuisut mener kan ligge til grund for at stoppe en fredning er
Ønsket om at sikre samfundet vedvarende energiforsyning
Ønsket om at sikre samfundet mod konsekvenser af naturkatastrofer
Ønsket om at etablere eller udvide eksisterende erhvervsmæssig virksomhed, der genererer en betydelig samfundsmæssig gevinst og ikke kunne gennemføres andet sted.
Alle venter i øjeblikket på, at vi kommer i gang med en industriel udvikling, som kan skabe nye indtægter og nye arbejdspladser til samfundet, og som kan erstatte arbejdspladserne i fiskeindustrien, som er tabt de senere år, og som stadig forsvinder. En udvikling som kan erstatte de arbejdspladser og erhverv, som forsvinder i takt med klimaforandringerne.
I Maniitsoq kan man næsten ikke vente på den nye udvikling.
I Sydgrønland, i Østgrønland og i Nordgrønland håber man på nye råstofeventyr.
Det er forståeligt, at vi skal have udvikling, og at vores fremtidige økonomiske sikkerhed og overlevelse kan være vigtigere end bevarelse af fortidsminder.
I lovforslaget stilles der helt klart krav om, at de fortidsminder, som ødelægges af den nye industrielle udvikling, skal dokumenteres og sikres bevaret et andet sted.
Men vi er inde på en glidebane, hvor vi skal passe på, hvor langt vi skal gå i udviklingens hellige navn.
Hvad sker der med fuglereservaterne i Østgrønland, hvis der åbner en mineindustri der?
Og hvad med Sydgrønland, skal vi sikre området til landbrug og turisme, eller skal vi åbne op for en ny stor mineindustri med uran som biprodukt?
Det vil klæde Naalakkersuisut at fortælle os, hvor langt man vil gå i udviklingens hellige navn.
Men her og nu er det vigtigere, at vi skaber udvikling, end at vi skaber et frilandsmuseum.
Der må skabes plads til et Alcoa-projekt med de nødvendige kraftværker, som det øvrige samfund også får glæde af.