Sermitsiaq: Vi skal sikre kulturen - og Alcoa må påtage sig et medansvar

Grønlands historiske værdier trues af Alcoas planer om et aluminiumssmelteværk ved Maniitsoq. Der skal bruges meget energi, som skal komme fra nye store vandkraftværker. Et af vandkraftværkerne skal hente vandkraften fra søen Tasersiaq. Men for at sikre kraften skal der bygges dæmning og store områder skal oversvømmes. Men det er tilfældigvis meget vigtige områder for forståelsen af Grønlands bosætning og erhvervsudvikling. Det var i dette område at befolkningen holdt til og drev jagt på rensdyr, fugle og andre landdyr. Det er en helt anden historie end kystbefolkningens jagt på sæler og hvaler. Nu er det godt at Grønlands Nationalmuseum og Arkiv har rekognosceret og registreret arkæologien i det område, hvor der skal opdæmmes vand for at sikre energien til det fremtidige vandkraftværk. Men meget arbejde ligger forud, hvis værdierne og den historiske viden skal sikres.

Vi går ud fra, at det er nødvendigt at oversvømme lige præcist dette unikke område, og at alle andre alternative muligheder i vores store land er undersøgt, og vi går ud fra, at de ansvarlige myndigheder har tjek på det.

Så hvis det er nødvendigt at ødelægge dette område, må Alcoa være med og forstå sit ansvar for at sikre kulturen og historien i dette enestående samfund, hvor vi først nu er ved at forstå historien og selv er ved at skrive den. Det skal vi have tid til og hjælp til, hvis opbygningen af smelteværket kræver hurtig handling.

Og vi går ud fra at Alcoa forstår vigtigheden af dette, for amerikanerne ville heller ikke være glade for, at den amerikanske historie kun blev beskrevet og forstået af europæerne.

Hvis der ikke er andre muligheder, må Alcoa være med til at sikre, at de historiske og arkæologiske værdier fra området sikres, registreres, analyseres og beskrives eventuelt ved et særligt museum – f.eks. ved et levende frilandsmuseum, hvor man kan se, hvordan folk har levet og virket i det område, som nu oversvømmes.

Det er vigtigt, at fortiden er nærværende og tilgængelig, som Mimi Karlsen udtrykker det.

Men myndighederne må også stille krav til Alcoa, der ikke bygger dette smelteværk vor vores skyld. Alcoa bygger det selvfølgelig for at tjene penge og for at sikre sine aktionærer en gevinst. Alcoas omsætning er så stor, at Grønlands samlede BNP kun udgør en lille brøkdel. Og selvfølgelig kender Alcoa sine samfundsmæssige forpligtelser. Det fremgår også af virksomhedens hjemmeside.

Selvfølgelig skal Alcoa betale de udgifter, som dets aktiviteter her i landet medfører for det grønlandske samfund.

Vi må formode, at hverken Alcoas bestyrelsesformand eller den administrerende direktør i New York vil bryde sig om, at hele verden får at vide, at virksomhedens aktiviteter i Grønland har ødelagt landets historie.

Det lever i hvert fald ikke op til de samfundsmæssige forpligtelser, som virksomheden lover på sin hjemmeside, hvor der faktisk ikke er grænser for, hvad Alcoa gør for de samfund, hvor virksomheden har aktiviteter.

Powered by Labrador CMS