Der foregår allerede forskningsprojekter i Grønland. Her fra iskerneprojektet NEEM på indlandsisen. Foto: Jørgen Chemnitz
Din reaktion:

Klimacenter klar med forskerprojekter

Klimaforskningscentret i Grønland har foreløbigt givet grønt lys til ni projekter.

I starten af november mødtes projektledere for forslag til klimaprojekter med centerkoordinationen på klimaforskningscentret. Der deltog 32 forskere ved mødet, som blev holdt i Danmark, og hvor de fleste danske og grønlandske forskningsinstitutioner var repræsenteret.

På mødet blev der lagt en detaljeret forskningsplan over de næste 5 år. Ledelsen af klimacentret har foreløbigt besluttet at støtte ni projekter, der undersøger klimaforandringers betydning for Grønland.

De ni projekter er:

* Oceanografi i Grønlands farvande under klimaændring.

* Klimaeffekter på landbaserede økosystemer og deres levende ressourcer i Grønland.

* Det vestgrønlandske marine økosystem og klimaforandringer – socioøkonomisk tilpasning og fiskeriforvaltningsmæssige udfordringer.

* Højopløselige klimasimuleringer for Grønland og omliggende farvande med en koblet regional klimasystem-model (Regional klimamodel).

* Arktisk planktondynamik - i et klima under forandring.

* Den atlantiske torsk (Gadus morhua) i grønlandske farvande; fortid og fremtid under klimaforandringer.

* Det marine arktiske kulstofkredsløb: Konsekvenser af forandringer i klima og isdække.

* Satellitovervågning af de grønlandske farvande.

* Gletsjeres rolle i kystnære områder.

Projekterne er primært naturvidenskabelige, men centret lover at styrke den samfundsvidenskabelige forskning yderligere.

Det fremgår af hjemmesiden www.natur.gl.

Emner