To nye afgiftslove til fiskeriet

Rejeafgiften skal forhøjes, og torsk og hellefisk skal afgiftsbelægges.

Forhøjelsen af rejeafgiften vil give ni milioner ekstra i landskassen. Foto: Leiff Josefsen.
Offentliggjort

Selv om Naalakkersuisuts finanslovsforslag fortsat forhandles med oppositionen og kommunerne, er der et par punkter, der ikke er til forhandling. Og det er to lovforslag om nye afgifter, der rammer fiskeriet fra næste år, skriver knr.gl.

En ny afgiftslov giver mulighed for at afgiftsbelægge alle de fiskefangster, der går udenom de grønlandske fabriikker.

Det ene lovforslag omfatter en forhøjelse af rejeafgiften. Det havgående fiskeri skal nu betale afgift, når rejerne sælges for 12 kroner kiloet, i stedet for som nu, når salgsprisen er på 13 kroner pr. kilo. Det skulle give ekstra 9 millioner kroner i landskassen.

Det andet lovforslag, som er helt nyt, omhandler en afgift af - foreløbig - de torsk og de hellefisk, der ikke landes til videreforarbejdning i Grønland. Her vil afgiften være en krone til landskassen for hvert kilo torsk og 2 kroner pr. kilo hellefisk, der går uden om de grønlandske fabrikker. Såfremt forslaget bliver vedtaget vil det give ekstra 22 millioner kroner i landskassen.

Forslagene skal ses som forløbere for en egentlig ressourcerente, der bliver en del af den længe ventede nye fiskerilovgivning.

Ifølge Naalakkersuisut er det tanken, at de nye afgifter bliver indarbejdes i de årlige finanslove.

Powered by Labrador CMS