Leder: Grænseløs uvidenhed

Grænseløs uvidenhed om pressens arbejdsvilkår er desværre ikke et ualmindeligt syn selv i 2009. Erhvervsliv, myndigheder og organisationer overrasker gang på gang i deres måde at tackle pressen på, så måske er det på tide, at medierne påtager sig en informationsopgave.

Her tænkes ikke på det almindelige, daglige samspil mellem kilder og journalister, for det fungerer som regel upåklageligt. Derimod er der et stort behov for information om pressens vilkår for at producere og distribuere nyheder i Grønland, verdens største ø.

Spredningen af KNR’s udsendelser koster hvert år et tocifret millionbeløb, som indkasseres af Tele-Post. Sermitsiaqs internetavis er så stor en succes, at den er blevet en millionforretning – for Tele-Post. Den offentlige monopolvirksomhed Tele-Post tager sig desuden betalt – det manglede bare – for at distribuere papirudgaverne af Sermitsiaq og AG til byer og bygder over hele landet.

I en årrække har de to aviser dog været begunstiget af en favorabel avisporto, som er prissat forholdsvis lavt i erkendelse af de helt særlige og meget vanskelige distributionsmuligheder i vores vidtstrakte land. Hvis man skæver til årsregnskaberne i Tele-Post har denne portobegunstigelse kun haft en yderst marginal indflydelse på de årlige millionoverskud.

Alligevel har monopol-posten nu meddelt, at festen er forbi. Fra den 1. januar 2010 kommer der andre boller på suppen – avisportoen stiger markant og medfører et ganske betydeligt omkostnings-hop på aviserne. Den udvikling bifaldes af medlem af naalakkersuisut for boliger, infrastruktur og trafik Jens B. Frederiksen fra Demokraterne.

Hans uvidenhed om pressens vilkår er tilsyneladende ligeså grænseløs som mange andres, og demonstrerer slet ingen forståelse for, at porto-spørgsmålet langt fra handler om erhvervsstøtte til et par aviser, som tilsammen beskæftiger i omegnen af 50 personer.

Hvis man smadrer aviserne og for den sags skyld den samlede presses udviklingsmuligheder, så øver man samtidig vold mod demokratiet. Hvis man smad­rer aviserne, fratager man menigmand en platform for offentlig debat – både ytringsfriheden og pressefriheden bliver krænket.

Kan naalakkersuisut leve med det? Befolkningen kan i hvert fald ikke. Og pressens virksomheder må udvise rettidig omhu, tilskære aktivitetsniveauet og medarbejderstaben og sende et antal mennesker ud i arbejdsløshed.