Der er liv under Nordpolen
Forskere har fundet en lille søanemone på havbunden ved Nordpolen nord for Grønland under Polarhavets permanente isdække.
Søanemonen som er fundet i Nordpolen er en allerede kendt art med det videnskabelige navn Bathyphellia margaritacea. Foto: Polfoto/Carl Obling.
Forskere har på Nordpolen fundet en lille søanemone, der kan prale af at være det dyr i verden, der lever længst mod nord.
Søanemonen blev filmet for to år siden på godt 4,2 kilometers dybde på den arktiske havbund af en russisk miniubåd og bliver i en ny artikel - offentliggjort i tidsskriftet Polar Biology - præsenteret som den hidtil eneste dyre- eller planteart, der med sikkerhed er identificeret på Nordpolen. Det skriver Berlingske Tidende.
Søanemonen, der lever i små kolonier, blev sammen med flere ukendte arter af blandt andet rejer filmet af ubådene "MIR-1" og "MIR-2" i forbindelse med, at ubådene plantede det russiske flag på Nordpolens havbund.
Den undersøiske flagplantning højt mod nord bliver set som udtryk for en symbolsk handling, hvor russerne tilkendegiver deres arktiske interesser.
Forskerne fra videnskabernes selskab i Rusland beskriver søanemonen som en allerede kendt art med det videnskabelige navn Bathyphellia margaritacea. De oplyser, at den "ser ud til at være den eneste art af søanemoner, der er i stand til at brede sig i det højarktiske område op til Nordpolen".
Det er ikke hver dag, der kommer fartøjer til Nordpolens havbund. Forskerne vurderer, at det kommer til at vare flere år, før der bliver identificeret flere arter på bunden af Nordpolen nord for Grønland. Det er nemlig dyrt og risikabelt at foretage ekspeditioner til et så ekstremt og ukendt miljø som det, der findes på Polarhavets bund i 4262 meters dybde.