Din reaktion:

En halv milliard til Royal Greenland

Et flertal i Landstinget bakkede fredag eftermiddag op om, at Royal Greenland får 503,75 millioner kroner i ekstra kapital.

Den omfattende bevilling er blevet nødvendig for at sikre ny kapital til virksomheden, der slås med en gæld på 2,3 milliarder kroner. Bevillingen skal blandt andet berolige Royal Greenlands långivere.

21 medlemmer stemte for, mens Siumuts ni medlemmer af tinget undlod at stemme.

Med beslutningen bemyndiger et flertal i Landstinget landsstyret til at sende en ansøgning til finansudvalget om bevillingen.

Landsstyreformand Kuupik Kleist, IA, peger på, at Siumut naturligvis må stemme, som partiet har lyst til.

- Men denne situation er ikke noget, dette landstyre har skabt. Alligevel har vi påtaget os et ansvar, siger landsstyreformanden.

Siumuts partiformand, Aleqa Hammond, forklarede kort efter landstingsmødet, at partiet undlod at stemme, fordi Royal Greenland ikke har fremlagt nok bud på, hvad virksomheden selv vil gøre for at komme ud af situationen.

Debatten om støtten til Royal Greenland tog cirka halvanden time og foregik for lukkede døre.

Årsagen til de lukkede døre var at undgå, at følsomme oplysninger om virksomhedens økonomi, strategi og konkurrencesituation slap ud i offentligheden.

Emner