Et valgløfte om flybilletter til 200 kroner splitter Siumut. Foto:?Leiff Josefsen.
Din reaktion:

Billige flybilletter splitter Siumut

Per Berthelsen forklarer sermitsiaq.gl, hvad partiet egentlig mener med sit valgløfte.

– Det er en fejl, at Siumut i valgkampen lover flybilletter til 200 kroner, siger partiets fung. landsstyremedlem for finanser og udenrigsanliggende Per Berthelsen.

Siumut-kandidaten Elisabeth Ravn Johansen lovede fredag aften i såvel Nuuk TVs 19.15 og KNRs Qanorooq flybilletter til hidtil usete priser.

Hun henviser til de »tusinder af ledige sæder i Air Greenlands maskiner, som bør tilfalde enlige mødre, som ellers ikke vil have mulighed for at komme på familiebesøg«.

Siumuts valgløfter blev dog øjeblikkeligt skudt ned af den adm. direktør Michael Binzer, Air Greenland.

– Vi har slet ikke de ledige sæder, som Siumut nævner, og 200 kroner vil ikke engang dække lufthavsafgiften på 250 kroner, sagde Michael Binzer.

Per Berthelsen siger til sermitsiaq.gl, at han er ophavsmand til forslaget:

– I Spanien kan lokalbefolkningen møde op kort før afgang. Er der udsolgt, er det bare ærgerligt. Er der ledige pladsen, kan de købes for 25 procent af den ordinære billetpris, og både den rejsende og flyselskabet blive glade. I Grønland skal der naturligvis lægges skatter og afgifter på billetprisen, så hverken selskaber eller landskassen taber penge på dette arrangement.

Elisabeth Ravn Johansen fastholder overfor sermitsiaq.gl bæredygtigheden af Siumuts valgløfter.

Air Greenland ejes af hjemmestyret (37,5 procent), den danske stat (25 procent) og SAS (37,5 procent), og hjemmestyret har således ikke flertal i bestyrelsen.

– Jamen, så danner vi bare vort eget nationale flyselskab efter indførelsen af selvstyre, siger Elisabeth Ravn Johansen til sermitsiaq.gl.

Siumuts valgløfte er indrykket som valgannonce i aviserne og kan downloades i højre spalte.

Emner