Regeringen svigter arktisk konference
Politikere, forskere og militærfolk drøfter nye arktiske initiativer. Regeringen lytter ikke.
Berthel Haarder kunne kun afse en halv time til den arktiske konference. Foto: Polfoto/Jens Dige
Den danske minister for nordisk samarbejde, Bertel Haarder, ofrede det kun en halv times opmærksomhed, da politikere og eksperter tirsdag på en konference på Christiansborg fokuserede på nye udfordringer og nye muligheder for samarbejde i Arktis. Bertel Haarder dukkede sent op, men nåede at få en lur på sin plads i podiet, inden han holdt en tale – og derefter forlod konferencen.
Sammen med forskere og militærfolk deltog medlemmer af Folketinget, Landstinget og det færøske Lagting i konferencen, som skulle forberede de kommende to års grønlandsk-danske formandsskab for Arktisk Råd, der omfatter alle lande omkring Nordpolen. Både oplægsholdere og andre deltagere i konferencen havde anbefalinger til den danske indsats, men de talte for døve øren. Ikke et eneste medlem af regeringen lyttede.
Flere deltagere tog ordet og spurgte til den officielle danske holdning. Landsstyremedlem Kim Kielsen efterlyste forgæves regeringens vurdering af, hvilke konkrete resultater det grønlandsk-danske formandsskab for Arktisk Råd kan medføre.
Tove Søvndahl Pedersen, chef for Hjemmestyrets respræsentation i København, og Marianne Lykke Thomsen fra Udenrigsdirektoratet i Nuuk måtte begge undvære svar på, om regeringen vil forøge støtten til de oprindelige folks deltagelse i Arktisk Råd, »så den ikke kun bliver af navn, men også af gavn,« som Tove Søvndahl Pedersen sagde.
Rigsfællesskabets deltagere i en arbejdsgruppe om bæredygtig udvikling under Arktisk Råd må i dag klare sig uden bevilling fra Udenrigsministeriet. Gruppens råder kun over en halvtidssekretær, som betales af den canadiske regering.
Lektor Rasmus Ole Rasmussen fra RUC fremhævede, at rigsfællesskabet som eneste stat ikke deltager i det samarbejde mellem 160 uddannelsesinstitutioner, som foregår i regi af Arktisk Råd. Bertel Haarder, der også er undervisningsminister, var forlængst væk, da emnet dukkede op.
Heller ikke landstingsmedlem Marie Fleischer (Inuit Ataqatigiit) fik en holdning fra den danske regering, da hun på baggrund af et oplæg fra chefen for Grønlands Kommando efterlyste et bedre beredskab til bekæmpelse af miljøkatastrofer til søs. I sin tale havde Bertel Haarder fremhævet, at de enkelte arktiske lande hver især må have miljøregler og -beredskab.