Ilulissat Isfjord. Foto: John David Eriksen.
Din reaktion:

Klima påvirker kulturarven

Nordisk samarbejde skal finde ud af, hvordan vi forhindrer at klimaforandringer ødelægger fortidsminder.

Når gletsjere smelter, fugtigheden øges, temperaturen stiger og vinde med stor styrke oftere fejer hen over landet, så påvirker det fredede bygninger, monumenter og kulturmiljøer.

I Grønland giver de stigende temperaturer problemer med permafrosten i Diskobugten – eller Isfjorden, som den også kaldes.

– Der har vi et af de allerfineste kulturlag, der går 4.000 år tilbage med spor af de første mennesker i Grønland. Den permafrost er med til at bevare tingene. Og lige så snart det tør op, så mister vi den kulturarv, siger Anne Nørgård Jørgensen, arkæolog i Danmarks Naturarvsstyrelse.

Et fællesnordisk projekt handler om at finde ud af, hvordan man kan forhindre klimaændringer i at ødelægge for mange fortidsminder, skriver politiken.dk.

– Vi kan formentlig ikke påvise, at det er klimaforandringerne, der er skyld i skader på vore fortidsminder, men vi kan se, at klimaet påvirker kulturarven ved blandt andet kysterosion, stormfald og øget fugt, siger Anne Nørgård Jørgensen.

Det fællesnordiske projekt hedder »Effekter av klimaendringer på kulturminner og kulturmiljø« og ledes af Norges Rigsantikvar (deraf titlen). Projektet blev indledt i 2008 og forventes afsluttet i 2010. Nordisk Råd har for nylig støttet det med 600.000 kr. Resultaterne af projektet om klima og kulturarv offentliggøres i en slutrapport på en nordisk konference den 12. november 2009 i Oslo.

Emner