Landsstyremedlem for Finanser og Udenrigsanliggender Per Berthelsen, Siumut. Arkivfoto Leiff Josefsen.
Din reaktion:

Per B. møder Per Stig

CIA-flyvninger, Thule-brintbombe og et overstået NATO-møde er på tapetet, når landsstyremedlem Per Berthelsen for første gang skal mødes med sin danske udenrigskollega Per Stig Møller.

Mødet finder sted i dagene 16. til 19. februar. Det er et længe næret ønske hos Per Berthelsen, Siumut, der nu ser ud til at gå i opfyldelse.

Siden han tiltrådte som landsstyremedlem for Finanser og Udenrigsanliggender i september 2008 har Per Berthelsen villet mødes med udenrigsminister Per Stig Møller, Konservative. Men indtil nu har det tilsyneladende ikke været muligt at presse et møde ind i den udenrigsministerielle kalender.

Fra Grønlands side er der tre ting, man ønsker drøftet, oplyser Per Berthelsen til Sermitsiaq.gl. Det drejer sig om status på situationen om CIA-overflyvningerne, om brintbombeulykken ved Thule. Og så det netop overståede NATO-møde på Island, som Grønland ikke deltog i til Per Berthelsens store skuffelse.

– Jeg vil udtrykke min forundring over, at Grønland ikke havde modtaget en direkte invitation til mødet, som jo blandt andet handlede om den skærpede trafik i vore farvande, siger Per Berthelsen.

Han understreger, hvor vigtigt det er med en samlet indsats for et forstærket SAR-beredskab (Search And Rescue, red.), så person- og miljøskader kan undgås.

– Hvis vi skal se positivt på den øgede aktivitet, kræver det et forstærket beredskab, siger Per Berthelsen.

Emner