Narsaq nomineret til miljøpris

Narsaq Kommunes grønne og bæredygtige projekt Agenda 21, forkortet A 21, er indstillet til Nordisk Råds Natur- og Miljøpris 2007.

Narsaq er nomineret til miljøpris.

– Vi er selvfølgelig vanvittigt stolte. Det er da et skulderklap, og så er det en støtte til vores arbejde. Og uanset om vi får prisen eller ej, så er det en officiel anerkendelse af, at det vi laver, er godt nok, siger museumsleder Rie Oldenburg, der sammen med forebyggelseskonsulent Bolethe Stenskov står i spidsen for projektet, skriver KNR.

Årets tema for Nordisk Råds Miljø- og naturpris er den miljømæssigt bæredygtige by. Prisen tildeles en nordisk kommune, organisation, person eller virksomhed, som på en forbilledlig måde arbejder for at udvikle eksempelvis grønne områder, trafiksystemer, affaldshåndtering eller energiforsyning i bymiljøet.

Narsaq Kommune har bl.a. en Grøn By-gruppe, hvor der arbejdes med byfornyelse, byforskønnelse, miljøforbedringer og landskabspleje.

– Der sker hele tiden noget, og lige nu er vi i gang med at bygge en genbrugslegeplads med maritimt tema, som vi håber at indvi snart, siger Rie Oldenburg.

Sammenlagt konkurrerer 29 kandidater om prisen, som er på 350 000 danske kroner, deriblandt Fristaden Christiania. Det er trettende gang, at Miljøprisen uddeles.

Powered by Labrador CMS