Tidligere KNI-direktør fundet skyldig

Dommen lød på tre måneder i anstalt, men forsvareren har dog anket dommen.

Peter Grønvold Samuelsen blev fundet skyldig krænkelse af flere kvindelige ansatte i kredsretten.

Den tidligere KNI-direktør Peter Grønvold Samuelsen er fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse af seks kvindelige medarbejdere mens han var direktør i KNI.

Dommen lød på tre måneder i anstalt, Peter Grønvold Samuelsen skulle betale 5.000 kroner til hver af kvinderne.

Dommen blev dog anket på stedet af forsvaret. Peter Grønvold Samuelsen nægter sig skyldig, og sagen er anket til frifindelse, oplyser forsvarer Finn Meinel.

- Min klient blev dømt stort set i overenstemmelse med anklageskriftet, så vores argumenter har ikke haft rettens øre, siger Finn Meinel til Sermitsiaq.AG.

Han oplyser videre, at sagen nu skal berammes af landsretten, før der kan træffes en ny afgørelse. Det har tidligere været kutyme, at en ankesag kunne behandles påny inden for tre måneder.

Udnyttet sin magt på arbejdspladsen

Qeqqa Kredsret fandt den tidligere direktør skyldig i at have blufærdighedskrænket alle seks kvinder og idømte ham tre måneders ubetinget anstaltsanbringelse. Retten understregede samtidig, at det var en skærpende omstændighed, at tiltalte som øverste leder har udnyttet sin magt på arbejdspladsen. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Anklageren er tilfreds med dommen, da hun mener, at Peter Grønvold Samuelsen har misbrugt sin magt på arbejdspladsen.

- Vi har at gøre med en sag, hvor tiltalte gentagne gange har misbrugt sin position til at krænke sine medarbejdere. Derfor er jeg meget tilfreds med, at retten har fundet tiltalte skyldig og fulgt vores påstand om anstaltanbringelse, siger anklageren Anne Clinton.

Powered by Labrador CMS