GHF-formand håber på semifinaleplads ved Pan Am

Sermitsiaq.AG har talt med formanden for Grønlands Håndbold Forbund Jørgen Isak Olsen om forbundets forventninger til det grønlandske herrelandshold ved Pan Amerikanske Mesterskaber

- Det vil være en succes, hvis holdet er blandt de fire bedste ved Pan Am, siger håndboldforbundets formand Jørgen Isak Olsen

- Det vil være en succes, hvis holdet er blandt de fire bedste ved Pan Am.

Det siger GHF's formand Jørgen Isak Olsen til Sermitsiaq.AG, til spørgsmålet om forbundets forventninger til det grønlandske herrelandshold.

- Hvis holdet slutter i de efterfølgende pladser, vil vi vurdere, at der vil være plads til forbedring mens en plads mellen 11.-og 12.-plads vil være decideret fiasko. Men vi håber virkeligt på, at vi kvalificerer os til verdensmesterskaber, fortæller han.

Er ikke til eksamen

Ingi Olsen, der blev landstræner i november sidste år, har fået en lang snor fra håndboldforbundet.

- Han er ikke til eksamen ved Pan Am. Det er hans første turnering efter ansættelsen, derfor vil det ikke være på sin plads, hvis vi allerede skal vurdere om han skal blive på posten eller ej efter turneringen, fremhæver Jørgen Isak Olsen.

Forventning om fremgang

Et af kravene til Ingi Olsen har været, at der skal være vision til fremtiden.

- Og det kan vi se i form af udtagelsen af den unge spiller, Marco Geisler. Vi skal jo tænke på de kommende år, og denne projekt rækker længere end de kommende Pan Am eller VM til januar. Vi har arbejdet med Ingi Olsen før, og han er en god træner, der stiller krav til spillerne, og det er vi glade for at se.

- Men selvfølgelig forventer vi, at der bliver vist godt spil ved Pan Am, for forbundet har brugt masser af penge til forberedelserne, hvilket stiller krav til spillerne, at der skal vises fremgang. Dog har jeg bemærket, at der ikke er en eneste venstrehåndet markspiller på holdet. Som tidligere spiller og træner ved jeg, at det kan blive en ulempe, lyder det fra Jørgen Isak Olsen.

Grønland spiller deres første Pan Am-kamp på lørdag, når holdet møder Colombia.

Læs Pan Am-artikler her

Powered by Labrador CMS