Demokraatit vil have mere åbenhed om partistøtte fra private

Inatsisartut andenbehandler Jens-Frederik Nielsens (D) forslag om, at økonomisk bidrag til partier på mere end 10.000 kroner ikke kun skal fremgå af partiets regnskab, hvem der har ydet bidraget, men også hvor stort et bidrag, der er tale om.

Inatsisartut-medlem Jens-Frederik Nielsen (D) ønsker, at vælgerne fremover skal vide, hvem der donerer penge til de politiske partier.

Nuværende lov siger, at partiers årsregnskaber skal offentliggøres, og at et parti, som fra en bidragsyder har modtaget ét eller flere bidrag, som tilsammen overstiger 10.000 kroner, har pligt til i årsregnskabet at oplyse bidragsyderens navn og adresse.

To svagheder i nuværende lov

Jens-Frederik Nielsen har kigget på korruptions-rapporten fra 2021, som peger på, at nuværende lov har to svagheder. Det vil Demokraatits formand have ændret på.

- Den første svaghed er, at det enkelte bidrags størrelse ikke skal oplyses i partiets årsregnskab. Hvis for eksempel et mineselskab eller rederi yder et bidrag på 18 millioner kroner til et parti, vil det i partiets årsregnskab kun skulle oplyses, at det pågældende selskab har ydet et bidrag på mere end 10.000 kroner, påpeger han, og fortsætter:

- Den anden svaghed er, at man kan omgå beløbsgrænsen, ved at dele bidraget mellem flere juridiske personer. En trawlerejer eller entreprenør, som ønsker at give et parti 100.000 kr., uden at dette kommer til offentlighedens kendskab, vil for eksempel kunne stifte 10 selskaber, som hver giver partiet 10.000 kroner.

Store interesser kan komme i spil

Han mener derfor, at tiden også her er inde til at opdatere loven og afhjælpe de påviste svagheder.

- Private bidrag udgør ganske vist fortsat en meget beskeden del af partiernes indtægter, og forsøg på at købe sig politisk indflydelse er stadig så godt som ukendte. Men hvem ved, hvad tiden bringer? Store økonomiske interesser er i disse år i spil i Arktis, og behovet for et effektivt værn mod korruption og korruptionslignende forhold bliver ikke mindre, fremhæver Jens-Frederik Nielsen.

Indstilles til vedtagelse

Hvad angår den del af beslutningsforslaget, som omhandler omgåelse af beløbsgrænsen, gør han opmærksom på, at forslaget vil kunne implementeres på flere måder.

- En mulighed, som kunne overvejes, er at indføre krav om, at partiregnskaber skal indeholde oplysning om bidragsyder og beløbsstørrelse i ethvert tilfælde, hvor bidraget ydes af juridiske personer som f.eks. selskaber og organisationer. Altså ikke kun, hvor bidraget overstiger 10.000 kroner, lyder det fra Jens-Frederik Nielsen.

Et enigt lovudvalg indstiller forslaget til vedtagelse.

Powered by Labrador CMS