Gå til hovedindhold

Største afkast i SISAs historie: 249,6 millioner kroner

Pensionsselskabet SISA har i 2017 haft et rekordår, efter pensionsselskabets medlemmer fik sat 249,6 millioner kroner ind på deres pensionsopsparing i løbet af 2017. Det er det største afkast i SISAs historie.

249,6 millioner kroner – så stort var det afkast, som medlemmerne i Arbejdstagernes Pensionskasse SISA fik sat ind på deres pensionsopsparing i løbet af 2017. 

Det meddeler selskabet i en pressemeddelelse.

- Vi er utroligt glade for det flotte resultat, udtaler administrerende direktør Søren Schock Petersen. 

Og han fortsætter:

- Det svarer til en gennemsnitlig forrentning af medlemmernes opsparing på ni procent for hele året. Den rente får man ikke mange steder, og vi har gjort det bedre end langt de fleste danske pensionsselskaber.

Vækst i antallet af medlemmer

Ifølge Søren Schock Petersen har SISA i 2017 også oplevet vækst i antallet af medlemmer og de indbetalte pensionsbidrag, efter at pensionsselskabet i slutningen af 2016 åbnede for, at grønlandske virksomheder kan indgå aftale om firma-pensionsordninger for alle deres ansatte. Indtil da var det alene ansatte på SIK-overenskomsterne, der var medlemmer i SISA.

- På baggrund af de store forandringer pensionsområdet har været igennem det seneste år til halvandet, er der en voksende interesse for pension. Og opmærksomheden bliver bestemt ikke mindre af, at loven om obligatorisk pensionsopsparing er trådt i kraft 1. januar 2018, fortæller Søren Schock Petersen.

Regnskabet for 2017, som bestyrelsen indstiller til generalforsamlingen bliver efter den 18. april offentliggjort på selskabets hjemmeside.

 

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER