Malik Berthelsen dropper politik

Højst overraskende genopstiller Siumuts medlem af Inatsisartut Malik Berthelsen ikke. Han og familien har planer om at flytte til Danmark

Siumuts Malik Berthelsen genopstiller ikke til Inatsisartut, fordi han gerne vil flytte til Danmark for at forbedre sine sprogkundskaber. Foto: . Foto: Leiff Josefsen Leiff Josefsen

Siumuts Malik Berthelsen genopstiller ikke til valget til Inatsisartut den 12. marts.

- Der er to grunde til, at jeg ikke genopstiller. Den første er, at det har været hårdt for vores børn, når jeg har været til samling i Inatsisartut, fordi de savner mig, når jeg er i Nuuk, mens de er i Sisimiut.

- Den anden grund er, at vi som familie planlægger at flytte til Danmark for at forbedre vores danske sprogkundskaber, siger Malik Berthelsen til Sermitsiaq.AG.

Familien regner med at flytte til Danmark i nærmeste fremtid. Familien vil gerne være i Danmark i mere end et år. Malik Berthelsen understreger dog, at familien vil tilbage til Grønland.

Glad for sin tid i Inatsisartut
Malik Berthelsen har været glad for de fire år, han har været medlem af Inatsisartut.

- Tiden har gået utroligt stærkt de seneste fire år. Det har været meget lærerigt, og jeg har været meget glad for at arbejde sammen med Siumut, siger Malik Berthelsen.

Han vil ikke udelukke et politisk comeback.

- Fremtiden må vise, om jeg skal ind i politik igen, siger han.

Selvom Malik Berthelsen ikke genopstiller til Inatsisartut, forlader han ikke partiet Siumut.

Powered by Labrador CMS