London

130 ton tungt fedtbjerg er fjernet fra London-kloak

Det tog ni uger, og til sidst måtte skovlene i brug i Londons kloak, hvor et kæmpe fedtbjerg spærrede.

130 ton tungt fedtbjerg er fjernet fra London-kloak
Fedtbjerget i Londons kloak bestod af, ja, fedt, men også vådservietter, bleer, madolie og kondomer. Det opstår, når folk skyller ting ud i toilettet og afløb, som de ikke bør.

Et 250 meter langt og 130 ton tung fedtbjerg er efter ni ugers kamp blevet besejret af myndighederne i London.

Fedtbjerget bestod af, ja, fedt, men også vådservietter, bleer, madolie og kondomer. Det opstår, når folk skyller ting ud i toilettet og afløb, som i stedet hører hjemme i en skraldespand.

Bjerget blokerede en del af kloaksystemet under en større vej i Whitechapel i det østlige London og blev opdaget i slutningen af september.

Dengang lød det, at klumpen var "stenhård".

- Dette fedtbjerg er blandt de største, vi nogensinde har set.

- Det er et fuldstændigt monster, og det kræver meget mandskab og mange maskiner at få det fjernet, for det er stenhårdt, sagde Matt Rimmer, chef i Thames Water, der har ansvar for kloaksystemet, til nyhedsbureauet AFP.

I september begyndte arbejdet med at fjerne bjerget. Det skete blandt andet ved hjælp af højtryksrensere, der spulede vand for fuld kraft mod klumpen.

Men tog længere tid end ventet at fjerne klumpen på grund af de skader, som den har gjort på kloakken.

Det var et hold på otte personer, som måtte rydde det sidste stykke af kloakken manuelt med skovle.

- Det var noget af det mest kvalmefremkaldende arbejde for mange af dem, siger Alex Saunders fra Thames Water til BBC.

Det private selskab Thames Water bruger hver måned en million pund på at fjerne ting, der spærrer nede i den britiske hovedstads kloaksystem.

- Vores arbejde er slut, og bæstet er endelig overvundet oven på en kæmpe holdindsats, tilføjer Saunders ifølge Sky News.

London oplever ofte, at ting samler sig i undergrunden.

Ifølge Thames Water sker det tre gange i timen, at kloaksystemet blokeres på grund af fedt. Fem gange i timen opstår der propper i systemet på grund af eksempelvis vådservietter, skrev nyhedsbureauet AFP i september.

I september sagde Museum of London, at det gerne vil udstille en del af fedtbjerget.

Det vil få flere til at reflektere over, "hvordan vi lever i dag, og også inspirere gæsterne til at overveje løsninger på problemerne i de voksende metropoler", lød det dengang.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS