Invasive arter: Grønland tilslutter sig konvention

For at undgå invasive arter, der kan forstyre biodiversiteten her i landet, tiltræder Grønland nu FN´s konvention om ballastvand.

Et samlet Inatsisartut har onsdag denne uge vedtaget, at Grønland tiltræder FN-konventionen om ballastvand.

Ballastvand er det vand, som transporteres rundt på verdenshavene af skibe, som bruger det i forbindelse med at justere dybgang og stabilitet ved skiftevis at tage ballastvand ind og lukke det ud af enorme tanke.

Problemet med ballastvand er, at der ud over vandet også kan være invasive dyrearter, der flyttes fra en verdensdel til en anden i samme ombæring.

Invasive arter er dyr og planter, der spredes til områder, som de ikke selv ville kunne sprede sig til, og som har en negativ effekt på den oprindelige biodiversitet.

Vil gå forrest

Invasive arter er endnu ikke et stort problem her i landet, men Naalakkersuisoq for Forskning og Miljø, Jess Svane, understreger, at udviklingen skal tages i opløbet.

Konventionen:

Konventionen betyder, at over 60.000 skibe på verdensplan skal tage hensyn til havmiljøet, når de udleder deres ballastvand.

Konventionen indebærer, at næsten alle skibe på et tidspunkt skal rense ballastvand med godkendt udstyr. Derfor er udvikling af teknologi i fokus, sammen med forvaltningsmæssige krav til certificering, kontrol og rensning af ballastvand.

Kilde: Miljøstyrelsen

- Der er i øjeblikket få invasive arter i vores farvande, men risikoen for invasive arter øges i takt med klimaforandringerne og den øgede skibstrafik i Arktis. Med tiltrædelsen af Ballastvandkonventionen tager vi ansvar og synliggør, at Grønland er et fremadsynet og bæredygtigt land, der værner om vores biodiversitet og fiskeri, siger han.

Invasive arter er et voksende problem i hele verden og har markante effekter på den biologiske diversitet og fiskeriet.

Opfylder allerede lovkrav

Grønland opfylder Ballastvandkonventionens regler inden tiltrædelsen til FN-Konventionen og har allerede lovgivning på området oplyser Naalakkersuisut.

- Naalakkersuisut har allerede inden tiltrædelsen af Ballastvandkonventionen taget vigtige lovgivningsmæssige skridt for at forhindre indførsel af invasive arter.

- Med tiltrædelsen tager vi nu endnu et vigtigt skridt mod at minimere risikoen for omfattende skadevirkninger på vores lokale havmiljø, biodiversitet, fiskeri og naturressourcer”, afslutter Naalakkersuisoq Jess Svane.

Powered by Labrador CMS