verdensarv

Anders Olsen, Otto Frederiksen og Leif den Lykkelige

Det er først de norrøne bønder og siden iunit-bønderne, der har skabt det landskab, som nu er blevet erklæret verdensarv

Historien om, hvordan natur blev til kultur i Kujataa starter med Erik den Røde.

Han var en stridslysten herre, og efter en strid med en nabo, der endte med flere dræbte, blev Erik den Rød erklæret fredløs i Island.

Han drog mod vest, men mødte i første omgang blot storisen udenfor Østgrønland. Men længere mod syd fandt han de milde fjorde, der for en islænding virkede meget frodige - og derfor kaldte han det for Grønland.

Tilbage i Island lykkedes det ham at gøre god reklame for det nye land, og i 986 sejlede han med 25 skibe, 700 personer og husgeråd tilbage til Grønland. Kun 14 skibe nåede frem.

Leif den Lykkelige
Han bosatte sig i Brattahlið, der i dag er kendt som Qassiarsuk, men døde få år senere. Derfor blev det hans søn, Leif den Lykkelige, der for alvor kom til at præge området og udviklingen af landbruget.

Georg Nygaard fra Grønlands Nationalmuseum beskriver i forbindelse med ansøgningen til verdensarven vikingernes landbrug på denne måde:

- De norrøne bønder skabte ud fra deres nordiske baggrund en selvstændig grønlandsk landbrugskultur med egne driftsformer, husbygningskultur og egne redskabsformer. De havde hele ”pakken” af husdyr, som deres skandinaviske kolleger - får, ged, kvæg, hest, svin, hund og kat.

Får og geder var dog de vigtigste husdyr. Og det særlige i Grønland var, at de næste havde ligeså mange geder, som får. Dette skyldes til dels, at gederne er bedre til at spise af de pile- og birkekrat, der præger området. Og så kunne gederne levere mælk til langtidsholdebare mejeriprodukter.

Landbruget blev suppleret med fangst af sæler og rener.

- En økonomi som i så høj grad som det var tilfældet var baseret på udnyttelse af mælkeprodukter og sælkød, er på verdens plan ret enestående, skriver Georg Nygaard.

Selvom vikingerne levede som bønder, så drog de stadig vidt omkring. Georg Nygaard beskriver det, således at de nærmest foregriber vore dages globale bevidsthed.

- Om sommeren tog de ud på lange fangstrejser mange hundrede kilometer mod nord for at skaffe varer som hvalrostand og huder, narhvaltand og isbjørneskind som de kunne bytte med livsvigtige importvarer som jern og skibstømmer fra den anden side af Atlanterhavet.

Som bekendt rejste Leif den Lykkelige også videre mod vest, hvor han mødte det han kaldte Vinland.

Anders Olsen
Omring år 1.200 ankom så det folk, der skulle overtage efter vikingerne, nemlig Inuit. Mødet mellem de to parter var så langt fra altid fredeligt.

Omkring år 1.500 var de norrøne bønder forsvundet. Et koldere klima og problmer med handlen med Europa var nogle af de faktorer, der lå bag.

Der skulle dog yderligere gå næsten 300 år inden der igen skulle komme landbrug i Kujataa. Det er det landbrug, der præger både landskabet og kulturen indtil den dag i dag.

- Senere var det sønner og døtre af inuitkulturens højtspecialiserede sælfangere, som påvirket af den dansk-norske kolonisation, tog det store spring fra fangere til bønder, skriver Georg Nygaard.

Den nye begyndelse skete i Igaliku.

- Da den norske købmand Anders Olsen blev pensioneret fra sit arbejde i Den kongelige grønlandske Handel i 1782, bosatte han sig sammen med sin grønlandske kone Tuperna i Igaliku ved ruinerne af det gamle norrøne bispesæde, Gardar. Det blev begyndelsen på et grønlandsk bondedynasti med traditioner, der rækker frem til nutiden.

Stenene fra bordboernes huse blve brugt til at bygge den nye bygd. Og igen var der kvæg og fårehold.

- Bygden udviklede sit specielle særpræg, som er delvist bevaret i dag. Blandt andet havde de en særlig bygningskultur -nogle små karakteristiske røde bygninger lavet af den lokale røde Igalikusandsten.

Otto Frederiksen
Siden blev også Leif og Eriks gamle bosted i Qassiarsuk genoplivet.

- 1915 blev der grundlagt en fåreavlsstation i den sydgrønlandske by Qaqortoq, som uddannede unge grønlandske elever til fåreholdere. Otto Frederiksen var i 1924 den første grønlænder, som tog springet ud i fårehold som fuldtidsbeskæftigelse, da han slog sig ned med familie i Qassiarsuk.

- Forsøget blev en succes og Elisabeth og Otto Frederiksen blev stamforældre til en stor slægt af grønlandske landmænd. Qassiarsuk er i dag en levende og driftig landbrugsbygd med ca. 150 indbyggere.

De to landbrugskulturer har tilsammen skabt det helt særlige landskab, som nu er blevet erklæret verdensarv på linje med Ilulissat Isfjord, den Kinesisk Mur, Akroplolis i Grækenland og risterasserne i Philippinerne.

LÆS OGSÅ: Kulturlandskab i Sydgrønland er verdensarv

Kilde: Kujataa – Et subarktisk landbrugsområde i Grønland, Georg Nygaard.

Powered by Labrador CMS