Filmsucces

Science fiction film om Nuuks ungdomskultur

Der var stor interesse, da Aká Hansen viste første afsnit af webserien ‘Polar’ i en biograf i København. I slutningen af november kan den ses i Nuuk.

Kører man en tur med bussen i Nuuk eller lytter man til unge på en af byens caféer, så vil man ofte høre en sige noget på grønlandsk og den anden svarer på dansk. Eller også bliver der skiftet frem og tilbage mellem begge sprog.

Og præcis sådan taler de unge i Aká Hansens film ‘Polar’ også. Skuespillerne er alle unge amatørskuespillere fra Nuuk.

- Vi har bedt dem om at tale sådan, som de normalt ville gøre, og dermed har vi fået et ærligt portræt af unge i Nuuk, siger den unge producer til Sermitsiaq.AG.

Ros for skuespillet
Replikkerne var nemlig ikke skrevet på forhånd. Skuespillerne fik blot at vide, hvad der skal ske, og så improviserede de selve scenerne.

Og den teknik faldt åbenbart i smag hos publikum, da ‘Polar’ havde premiere i Empire Bio i København i går.

- Vi fik meget ros for skuespillet, og det er nok fordi det virker autentisk, siger Aká Hansen.

Uddannelsesprojekt
Filmen er hendes midtvejsprojekt på filmuddannelsen Super16 i København. Hun er selv sammen med Maria Møller producer, Natalia Ciepiel og Alexander Ohrt har instrueret og Morten Mortensen har stået for manuskriptet.

Og i modsætning til hvad man måske kunne tro, så var det ikke grønlænderen på holdet, der fik idéen om at filme i Nuuk. Det var hovedsagligt instruktørerne og manuskriptforfatteren, der pressede på.

- Jeg bakkede det naturligvis op, siger den lattermilde stemme i telefonen.

Ved hjælp af hårdt arbejde og knofedt lykkedes det at skaffe penge til at tage til Grønland.

Aha-oplevelse
Resultatet er en fortælling, som er solidt forankret i ungdomskulturen i Nuuk pakket ind i en science fiction handling.

- For de tilskuere, der ikke kendte Grønland på forhånd, var det lidt af en aha-oplevelse, at få skildret det moderne Nuuk. De fortalte, at de havde fået et mere nuanceret billedet af Grønland.

Lyde og selvmord
Hovedpersonen Ivik hører sammen med tre andre unge mystiske lyde. De får dem til at begå selvmord, men på magisk vis vækkes Ivik til live igen. Han har dog blevet hørehæmmet og isoleret fra omverdenen forsøger han at få hverdagen til at fungere.

I første omgang har holdet produceret pilotafsnittet. Nu arbejder de på at skaffe finansiering til yderligere fem afsnit. Her vil Ivik tage ud, for at prøve at finde ud, hvad det var for en lyd, der drev ham og hans venner til selvmord.

‘Polar’ vil blive vist i Katuaq i Nuuk 29. november. Hvis man ikke har tålmodighed til det, så vil man også fra i dag kunne se den på Politikens hjemmeside. Og det er naturligvis heller ikke forbudt, at gøre begge dele.

LÆS MERE OM PROJEKTET:
Grønlandsk filmproducer søger økonomisk støtte
Vil du være kendt?
Filmrolle skal besættes i Nuuk

Powered by Labrador CMS