forskning

Forskning skal involvere befolkningen

Arktisk forskning bedrives primært i Grønland. Derfor skal den grønlandske befolknings indsigt i og forståelse for forskningsaktiviteter øges. Det mener Uddannelses- og Forskningsministeriet og Uddannelsesdepartementet,der har søsat projekt »forskningsformidling«

Feltmedarbejder, Zackenberg, metanmålestation
Feltarbejder ved forskningsstationen Zackenberg. Arkiv.

Forskere inden for det arktiske område tager i stigende grad til Grønland for at udføre deres feltarbejde og igangsætte forskningsaktiviteter. Men i mange tilfælde er den lokale befolkning helt uvidende om, hvad forskerne leder efter, eller hvilken betydning den aktuelle forskning har lokalt og globalt. Det skal der laves om på.

Det skriver Sermitsiaq.

Et nyt formidlingsprojekt skal åbne befolkningens øjne for, hvad der foregår, og hvordan de kan bidrage med viden og erfaring, der måske på sigt kan generere samfunds- og erhvervsudvikling.

Se på Grønlands behov
I forrige uge åbnede naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, forskning og kirke, Doris Jakobsen (S) en workshop om, hvordan et sådant formidlingsprojekt kan foregå. Baggrunden er, at Uddannelses- og Forskningsministeriet i Danmark og selvstyret ønsker at øge formidlingen af forskningen i Arktis, bygge bro mellem forskere og befolkning og øge de unges muligheder for at tage uddannelser.

I sit oplæg sagde Doris Jakobsen, at Grønland er en magnet for hele verden, men at det også er tid til at se på Grønlands behov.

- Det er vigtigt, at forskningsresultaterne kommunikeres ud til det omgivende samfund, og at vi får et tættere samarbejde med de folk, der arbejder i Grønland, sagde Doris Jakobsen, der gerne ville bruge ordet »forskningskommunikation« og ikke »forskningsformidling«, fordi der bør være tale om en dialog.

Læs mere om sagen i Sermitsiaq

Powered by Labrador CMS