Børn og unge

Udvalg dybt chokeret over kommunal omsorgssvigt af børn og unge

Inatsisartuts familie- og sundhedsudvalg er 'dybt chokeret' over resultaterne af selvstyrets sociale tilsyn i Qaasuitsup Kommunia og Qeqqata Kommunia. - I konkrete tilfælde er der sket lovbrud, lyder det fra udvalget

s Tillie Martinussen er formand for Inatsisartuts familie- og sundhedsudvalg Demokraterne

Familie- og sundhedsudvalget i Inatsisartut er 'dybt chokeret' over Qaasuitsup Kommunias og Qeqqata Kommunias svigt af sårbare børn og unge.

Det sker, efter at udvalget for familie- og sundhed har haft samråd med naalakkersuisoq for familie, ligestilling og sociale anliggender, Siumuts Martha Lund Olsen, om selvstyrets gennemførte sociale tilsyn i Qaasuitsup Kommunia og Qeqqata Kommunia.

- Det er over for udvalget blevet oplyst, at der i konkrete tilfælde er sket lovbrud. Kommunerne har desværre forholdt sig passive over for underretninger om groft omsorgssvigt af børn og unge, skriver udvalgets formand, Demokraternes Tillie Martinussen, i en pressemeddelelse.

Læs: Naalakkersuisoq for familie slæbes i fjerde samråd på stribe

Og Tillie Martinussen fortsætter:

- Udvalget kan forstå på naalakkersuisoq for familie, ligestilling og sociale anliggender, at der er kontakt med politiet med henblik på en vurdering af, hvorvidt der kan være sket overtrædelser af kriminalloven.

Læs: Omsorgssvigtede børn får bedre hjælp

Kræver også tilsyn i de andre kommuner
Familie- og sundhedsudvalget i Inatsisartut er også dybt bekymret for, at lignende passivitet eksisterer i andre kommuner, hvorfor udvalget også henstiller til, at tilsyn ligeledes gennemføres i Kommuneqarfik Sermersooq og Kommune Kujalleq.

- Vi kan simpelthen ikke se passivt til, mens børn og unge lider under seksuelt misbrug, vold eller andre uhyrligheder, mens ressourcerne i kommunerne ikke strækker til, så børn og unge efterlades i et tomrum. Det er offentligt omsorgssvigt, og det vil vi i udvalget samarbejde med Naalakkersuisut om at gøre alt, hvad vi kan for at rette op på, skriver Tillie Martinussen på vegne af Inatsisartut-udvalget for familie- og sundhed.

Sermitsiaq.AG er ved at indhente resultatet af selvstyrets gennemførte sociale tilsyn i Qaasuitsup Kommunia og Qeqqata Kommunia.

Powered by Labrador CMS