Formandens Departement

Så mange penge får Hardenberg efter sin de facto-fyring

Det bliver formentlig ikke penge, den nu forhenværende departementschef Svend Hardenberg kommer til at mangle lige med det samme

Svend Hardenberg

Næsten 2 millioner kroner.

Så mange penge kan den nu forhenværende departementschef i Formandens Departement, Svend Hardenberg, glæde sig over, han får sig at lune på, efter det mandag blev offentliggjort, at han fratræder sin stilling som landets øverste embedsmand.

Sermitsiaq.AG har været i kontakt med den konstituerede departementschef i Formandens Departement, Søren Hald Møller, som fortæller følgende om Svend Hardenbergs opsigelse, og hvad den de facto-fyrede departementschef får i kroner og øre.

- Som oplyst i vores kortfattede pressemeddelelse er Svend Hardenbergs fratræden aftalt i henhold til chefaftale indgået mellem Naalakkersuisut og DJØF (læs mere her). Det fremgår af aftalens punkt 16, at der ikke er knyttet en opsigelsesperiode til en sådan fratræden i den forstand, at den ansatte chef er fritstillet med virkning fra aftalens indgåelse.

Læs: Officielt: Departementschef Svend Hardenberg stopper

Læs: Stadig lukkethed om Svend Hardenbergs fremtid

- Hvad får Svend Hardenberg i løn inklusiv pension i sin opsigelsesperiode?

- Som nævnt i DJØF-chefaftalen er der ingen opsigelsesperiode, og derfor udbetales der ikke løn og pension. Derimod kan det oplyses, at der ved Svend Hardenbergs fratræden efter aftalens bestemmelser udbetales ham et beløb svarende til 18 måneders løn inklusiv pension. I Svend Hardenbergs tilfælde resulterer det i et beløb på cirka 1,94 millioner kroner, fortæller konstitueret departementschef Søren Hald Møller til Sermitsiaq.AG.

Læs: Departementschef Svend Hardenberg fritaget fra tjeneste

Læs: Ekspert: Politikere må fortælle om fyringsårsag

Andre goder?
- Er der andre goder tilknyttet Svend Hardenbergs fratræden?

- Der er ikke særlige goder knyttet til Svend Hardenbergs fratræden, svarer Søren Hald Møller.

Svend Hardenberg blev med øjeblikkelig virkning - og på ubestemt tid - 'fritaget fra tjeneste' som departementschef i Formandens Departement den 24. februar. Det skete efter en lang række møgsager og dertilhørende massiv kritik af Svend Hardenberg som landets øverste embedsmand.

Naalakkersuisut-formand Kim Kielsen, Siumut, ønsker stadig ikke at kommentere Svend Hardenbergs de facto-fyring, da der er tale om personaleforhold.

Offentligheden, herunder pressen, kan dermed stadig ikke få svar på, hvorfor Svend Hardenberg er fortid som departementschef. En stilling, han ikke engang nåede at have i to år.

Powered by Labrador CMS