Ni hao Nuuk

Miké Thomsen: Vi er blevet lagt i seng af danskerne

I fredags havde Global Stories premiere på forestillingen 'Ni hao Nuuk', der handler om Grønlands fremtid og har Miké Thomsen i en af de bærende roller

Miké Thomsen er lige nu aktuel i forestillingen 'Ni hao Nuuk'

I forbindelse med premieren på forestillingen 'Ni hao Nuuk' i fredags har Politiken talt med den 30-årige grønlandske skuespiller Miké Thomsen, der har en af de bærende roller i stykket.

Siden Miké Thomsen var 15 år har han været vant til at underholde sit publikum. I starten optrådte han for stamgæsterne på de lokale værtshuse i fødebyen Ilulissat. Det var først en del år senere, da Miké Thomsen landede hovedrollen i et gammelt grønlandsk sagn, at det for alvor slog ham, at det var den vej, han ville gå.

I dag, otte år efter, er 30-årige Miké Thomsen en af de første fire færdiguddannede skuespillere fra Grønlands nyoprettede teaterskole på Nationalteatret i Nuuk.

Lige for tiden repræsenterer han Grønlands fremtid, i Sort-Hvid og Global Stories' dansk-grønlandske teaterproduktion 'Ni Hao Nuuk'. Forestillingen forsøger at besvare spørgsmål som: Er grønlænderne i færd med at vinke farvel til Danmark og indgå nye arktiske alliancer? Og hvad bliver Grønlands levebrød, hvis minedrømmene brister og de kinesiske penge ikke dukker op?

Rollen var tiltalende
Det var ikke svært for Miké Thomsen at sige 'ja tak' til rollen i 'Ni hao Nuuk'.

Det tiltalte ham, at forestillingen er en ekspedition til Grønlands fremtid. En fremtid, som i hans optik ser lysere ud takket være et mentalt skifte hos den yngre generation.

- Min generation er begyndt at tænke mere på selvstændighed. Ansvarsfølelsen har aldrig været særlig stor, fordi vi er et kæmpe land med 57.000 indbyggere, som har fået smidt alt i hovedet fra et meget lille land med 5 millioner mennesker, siger han og tilføjer, at den grønlandske ungdom først og fremmest er begyndt at vende blikket mod sig selv og en smule mod Østen, siger han til Politiken.

- Alt er flyttet dertil, og alt bliver produceret der. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer de ting, vi har med Danmark, men man burde også plukke lidt mere fra steder, hvor der er flere ligheder. For eksempel Norges infrastruktur og byggestil. Der er et kæmpe problem med skimmelsvamp i Grønland, fordi man bygger huse som i Danmark, som ikke egner sig til klimaet, siger han.

Miké Thomsen oplever stadig hjørner af Grønland, hvor 'man er bagud', og hvor danskerne opfattes som the big deals, fortæller han:

- Vi er for passive, men vi er jo også blevet lagt i seng af danskerne. Vi kunne sikkert godt finde på nogle ting og organisere vores fiskeindustri og eksport lidt bedre og åbne Grønland op for nye muligheder for at handle andre steder, siger han og tilføjer:

- Alt skal igennem Danmark. Det er så besværligt, og det giver ingen mening. Vi skal til at tage ansvar, og jeg tror, de unge bliver mere og mere opmærksomme på det, siger han.

Tilbage til Nuuk
Når ’Ni hao Nuuk’ lukker ned til marts, skal Miké Thomsen hjem til Grønland og turnere igen. Men kun for en stund. Både Danmark og Tyskland kalder på den anden side af turneen, og Miké Thomsen oplever en stor global interesse for sit 'eksotiske' ydre. Alligevel er han ikke bange for kun at blive castet som 'grønlænderen på torvet'.

- Jeg har nogle asiatiske træk, så måske kan jeg også spille en asiat et sted. Jeg var engang på ferie i Egypten, hvor nogen troede, jeg var en spansk fodboldspiller, og jeg ser mennesker i både USA, Canada og Norge, som ligner mig. Verden bliver mindre og mindre. Men det er da et godt sted at starte, at folk synes, man er eksotisk. Hvorfor ikke, spørger han ud i luften.

- Jeg er grønlænder, og jeg er stolt af det, siger han.

Læs hele artiklen her

Powered by Labrador CMS