Qeqertarsuaq

Landsdækkende krisecenter for kvinder og deres børn indviet

Der er nu mere professionel behandling og støtte til voldsramte kvinder og deres børn, da det nye 'Illernit'-center netop er åbnet i Qeqertarsuaq

Naalakkersuisoq Martha Lund Olsen klippede den røde snor over, da det landsdækkende krise- og behandlingscenter officielt åbnede i Qeqertarsuaq

Naalakkersuisoq for social-, familie-, og ligestillingsområdet Martha Lund Olsen, Siumut, har tirsdag deltaget i den officielle åbning af 'Illernit', der er et landsdækkende krise- og behandlingscenter i Qeqertarsuaq, der tilbyder professionel behandling og støtte til voldsramte kvinder og deres børn i op til et års varighed.

Martha Lund Olsen sagde blandt under sin åbningstale:

- Vold er en ophævelse af det enkelte individs menneskerettigheder og er med til at skade individets integritet. Et liv præget af vold har alvorlige konsekvenser, ikke alene for den voldsramte kvinde, men også for de børn som overværer volden. Stedet her, har en velkvalificeret personalegruppe, og støtter kvinder og børn kan få den nødvendige hjælp til at komme videre i livet.

Landsdækkende tilbud med plads til få
Det landsdækkende tilbud er rettet mod voldsramte kvinder, der af en eller anden årsag ikke kan bruge de eksisterende tilbud. Hos Illernit får kvinden mulighed for at komme væk fra voldsudøveren og modtage støtte, vejledning og behandling.

Naalakkersuisut har afsat ekstra midler til driften, så døgnbetalingen for en familie koster 850 kroner per døgn.

Illernit består ifølge KNR af fem rækkehuse med plads til fire familier og et administrations- og behandlingshus.

Powered by Labrador CMS