Svend Hardenberg-mail

Svend Hardenberg ønsker ikke at stille op til interview

Landets øverste embedsmand ønsker ikke at bevare en række opklarende spørgsmål fra Sermitsiaq.AG i forbindelse med sin mail om dementi til daværende politiker Nick Nielsen

Departementschef i Formandens Departement, Svend Hardenberg

Nej tak.

Sådan lyder svaret fra departementschef i Formandens Departement, Svend Hardenberg, der afviser at stille op til interview med Sermitsiaq.AG, som ønsker svar på flere opklarende spørgsmål i forbindelse med den magtfulde departementschefs mail med krav om dementi, som han sendte til daværende fungerende folketingsmedlem for Siumut Nick Nielsen.

Mailen blev sendt den 21. januar i forbindelse med hasteforespørgselsdebatten i Folketinget om den mistede servicekontrakt på Thule Air Base (Pituffik). Kort tid efter blev Nick Nielsen reelt fyret af Siumut-formanden, blandt andet fordi Nielsen ikke ville lave et dementi.

Både landets øverste embedsmand Svend Hardenberg og formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen fra Siumut har forklaret, at mailen blev sendt efter ordre fra Kim Kielsen, hvilket dog ikke er en tilfredsstillende forklaring for Inuit Ataqatigiit, som senest har ment, at 'det tjener formanden for Naalakkersuisut til ære, at han lægger alt frem og ikke vil skjule sin handling', som Sermitsiaq.AG skrev mandag formiddag.

Læs: IA til Kim Kielsen om dementi-mail: Læg alt frem

Læs: Kielsen: Jeg bad Hardenberg om at sende mailen med dementi

Følgende spørgsmål ønsker departementschef Svend Hardenberg ikke at svare på, men henviser i stedet til kommende paragraf 37-svar til medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Aqqaluaq B. Egede. Svar, som efter al sandsynlighed næppe er svar på eksakt de spørgsmål, som Sermitsiaq.AG ønsker svar på:

  • Svend Hardenberg, hvorfor skrev du ikke i den omtalte mail til nu forhenværende fungerende folketingspolitiker for Siumut Nick Nielsen, at mailen var sendt på vegne af formanden for Naalakkersuisut?
  • Hvorfor sendte du mailen fra din private mail? Skyldes det, at private mails - i modsætning til arbejdsmail - ikke er omfattet af lov om offentlighed i forvaltningen?
  • Har du sendt flere dementi-mails end den omtalte til Nick Nielsen?
  • Fortryder du, at det ikke fremgik af din mail, at den var sendt på vegne af formanden for Naalakkersuisut?
  • Fortryder du noget i sagen, som Inuit Ataqatigiit kritiserer kraftigt?

Af den omtalte mail til Nick Nielsen, som avisen AG er i besiddelse af, fremgår det, at mailen blev sendt fra Svend Hardenbergs private email. Det fremgår intet sted, at mailen med kravet om dementi er sendt på vegne af Kim Kielsen.

Det skal dog understreges fra redaktionens side, at det ikke kan udelukkes, at der er sendt tidligere eller senere mails i tråden, som indeholder supplerende oplysninger. Det kunne departementschefens svar have kastet lys over. Måske.

I AG nummer 8 fra 18. februar bringer avisen artiklerne 'IA undrer sig over embedsmandsordre til politiker' og 'Nick Nielsen: Formanden for Naalakkersuisut er udemokratisk' i ugens AG. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS