Nødstedt: Politiet sagde bare held og lykke

Der var ingen hjælp at hente fra politiet, da en guide og en turist strandede på den forkerte siden af elven i Kangerlussuaq. Men politiet afviser, at der var fare på færde

Jens-Pavia Brandt føler sig dårligt behandlet af politiet i Kangerlussuaq, men politiet afviser. Foto: . Leiff Josefsen

Sermitsiaq.AG har modtaget følgende beretning fra turistguiden Jens-Pavia Brandt fra Greenland Outdoors i Kangerlussuaq. Han er stærkt utilfreds med politiets opførsel efter broen i Kangerlussuaq er skyllet væk. Du kan læse politiets svar i bunden af denne artikel.

- Den 10. juli starter jeg på en kombineret kajak- og vandretur fra Tasersuatsiaq (Lake Ferguson) med en turist fra Sverige.

Hver aften ringer jeg hjem på satellittelefonen for at melde alt ok. Den 11. juli får jeg at vide, at broen i Kangerlussuaq er kollapset og vi dermed ikke kan komme tilbage. Jeg vælger straks at ringe til politiet, da jeg regner med at de har forberedt nødforanstaltninger, for de der er fanget på den anden side af broen. Men jeg skulle blive klogere!

Jeg ringer ved 23-tiden den 11. juli og telefonen bliver hurtigt taget af Kangerlussuaq Politi. Til min overraskelse er der ikke lavet nogle foranstaltninger for at komme nødstedte på den anden side til hjælp. Jeg får tilmed at vide, at jeg må klare mig selv og til min yderligere overraskelse får jeg rådet at ringe til Kangerlussuaq Tourism, for at lave en aftale med dem om at blive hentet.

Enhver (bortset fra politiet) i Kangerlussuaq ved ellers, at Kangerlussuaq Tourism gik konkurs for år tilbage.

Jeg begynder at forstå, at vi er overladt til os selv, men finder dette så grotesk, at jeg alligevel flere gange spørger: “Så må vi altså selv prøve at finde ud af noget?” Og dertil var svaret hver gang: Ja.

Politiet vil dog gerne udtrykke sin medfølelse over for nødstedte (selv om de ikke har tænkt sig at hjælpe dem), så politiet slutter samtalen med: Held og lykke!

Efter samtalen ved politiet ikke følgende: Om vi har strøm nok på satellittelefonen til at ringe rundt til venner og bekendte for at få hjælp, hvem vi er, hvor vi er, hvor meget mad vi har og om vi kan skaffe vand. Om vi har kort, kompas eller GPS og om vi ved, hvordan vi kommer til fjorden, hvor vi har mulighed for at blive hentet. Om vi er så godt gående, at vi kan komme til fjorden.

Vi har ikke engang telefonnumre på dem, vi ved har båd, da jeg mente, at et telefonnummer til politiet var nok til at få hjælp, når man er nødstedt.

Heldigvis får vi alligevel fat i de numre, vi skal bruge og vi får klarlagt, at vi kan hentes næste morgen ved fjorden. Det betyder dog, at vi må gå hele natten uden søvn.

Heldigvis er turisten i god form og er meget udholdende. Vi går fra midnat til 06.30 om morgenen med kun sammenlagt en halv times pause. Det er naturligvis forbundet med ekstra risiko at gå så længe uden pause midt om natten uden søvn. Man kan nemt vride om og komme til skade eller snuble og falde ned af de stejle fjeldskråninger, vi måtte passere for at komme til fjorden. Det meste af grejet måtte vi efterlade i fjeldet for at kunne klare vores forcerede vandring til fjorden.

Heldigvis kommer vi ikke til skade under vor lange natvandring. Heldigvis finder vores redningsmand os. Heldigvis er det højvande nok til, at han kan komme til kysten og undsætte os.

Kan det virkelig passe at politiet ikke er til mere hjælp? Er det ikke netop politiet her i landet der står for redning af nødstedte?
Vi blev af politiets manglende vilje til at yde hjælp tvunget ud i en risikofyldt natvandring, som kunne have resulteret i en yderligere ulykke, men var vi kommet til skade under vor vandring, hvem skulle vi da tilkalde? Politiet?, skriver altså Jens-Pavia Brandt.

Men den version kan politiet i Kangerlussuaq ikke genkende.

- Jeg har ikke selv ført samtalen med Jens-Pavia, men den medarbejder, der har gjort det, er utrolig omsorgsfuld, så jeg kan ikke forestille mig, der bare er blevet sagt ”Klar jer selv”. Det er ikke vores modus, vi er et hjælpsomt folkefærd, siger daglig leder ved Kangerlussuaq Politi, Brian Rosengren til Sermitsiaq.AG.

Han påpeget samtidig, at politiet naturligvis ville hjælpe, hvis der var konkret personfare.

- Og det var der altså ikke, de kunne jo blot gå ti kilometer og så kunne de sejle hjem, siger Brian Rosengren og understreger, at politiet jo heller ikke rykker ud, hvis man for eksempel har motorstop i sin båd.

Powered by Labrador CMS